40 procent af folk i Region Sjælland overvejer at rejse udenlands i år

Foto: Epicent.dk.
Profilbillede
Karoline Andersen

Fire ud af ti i Region Sjælland overvejer en rejse til udlandet i år. Når ferien bookes, bør man dog undersøge, hvor rejseselskabet er forsikret – ellers risikerer man at miste sine penge, advarer Forbruger Europa.

Nye tal fra VisitDenmark viser, at 40 procent af befolkningen i Region Sjælland overvejer at rejse til udlandet inden for de kommende seks måneder.

Booker man imidlertid sin rejse ved et rejsebureau, der er forsikret i udlandet, og går selskabet konkurs inden afrejsen, er der risiko for at miste de mange forudbetalte tusinde kroner.

Disse selskaber har nemlig ofte andre og langt mindre forbrugerbeskyttende rejsegarantiordninger, end vi er vant til hos den danske Rejsegarantifond.

Hos Forbruger Europa, der hører ind under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, kender man til flere tilfælde, hvor selskaber med særlige rejsegarantiordninger, der har været registreret i eksempelvis Sverige eller Spanien, har markedsført sig på dansk og til danskere.

"Der er forskelle i rejsegarantiregler, og dermed kan der være forskel på, hvor godt man er dækket, alt efter hvor i EU selskabet er forsikret. Den danske Rejsegarantifond har en meget stærk beskyttelse af forbrugerne ved konkurs. Ikke alle EU-lande kræver, at der stilles så store garantier, som det er tilfældet i Danmark. Det kan desværre i yderste konsekvens betyde, at forbrugeren ikke er lige så godt stillet i forhold til en konkurs, og det kan blive en dyr omgang for rejselystne danskere," siger Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa, og uddyber:

"Der findes et særligt EU-direktiv, der sætter basisrammerne for pakkerejser, men de enkelte lande har mulighed for at sætte nationale regler op for blandt andet rejsegarantiordninger. Det er regler, man som forbruger ikke skænker en tanke, men det kan få stor betydning, hvis et rejseselskab går konkurs."

Uetisk rejsesalg skader forbrugerens rettigheder
Det danske rejseselskab, Amisol Travel, kan ligeledes nikke genkendende til den typer sager. Ifølge Lis Vogelius, der er direktør i selskabet, er mange danskere slet ikke klar over, hvor vigtigt det er at tjekke rejseselskabets forhold, eksempelvis hvorvidt de er registreret i den danske Rejsegarantifond.

"Vi synes, det er forkert og konkurrenceforvridende, at man som selskab kan vælge en garantifond uden for Danmark og slippe billigere. Selskaber, der går konkurs, starter gladeligt op igen i Danmark under samme navn med de samme kundedatabaser, og de sælger rejser fra samme webside. Gælden står tilbage i det udenlandske selskab, og de danske forbrugere må så tumle med den udenlandske garantifond. Det mener jeg, er uetisk over for forbrugerne," siger Lis Vogelius.

Kilde: Epicent.dk
Flere artikler