98,5 % af eleverne fra Roskilde Kommunes folkeskoler er klar til en ungdomsuddannelse

Foto: Roskilde Kommune.
Profilbillede
dato

Nye tal viser, at nærmest alle elever, der ved sidste skoleår afsluttede 9. klasse fra en af Roskilde Kommunes folkeskoler kan gå videre på en ungdomsuddannelse, hvis det er det, de vil. Det er et vigtigt skridt i retning af målet om, at 90 procent skal have en ungdomsuddannelse.

- For fire år siden var 95,1% af afgangseleverne klar til en ungdomsuddannelse. I dag er det 98,5 %. Det er godt, at så mange af vores unge opnår 02 i dansk og matematik, som er adgangen til at starte på en ungdomsuddannelse. Fremgangen er rigtig flot - og skal måske ses i lyset af, at de unge har været mindre eksamensnervøse, fordi de som minimum har været sikret deres afsluttende standpunktskarakterer på afgangsbeviset, siger Jette Henning, formand for Skole- og Børneudvalget.

Med reformen af erhvervsuddannelserne blev der pr. 1. august 2015 indført et adgangskrav på 02 i de bundne prøvefag i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøver, og det betyder, at eleverne skal opnå 02 i gennemsnit i både dansk og matematik for at kunne komme videre på en ungdomsuddannelse.

Folkeskolen ruster eleverne til en ungdomsuddannelse

I Roskilde Kommunes ungestrategi er der fastsat et mål om, at 90 procent af alle unge i Roskilde Kommune i 2025 skal have gennemført en ungdomsuddannelse som 25-årige:

- Vi har nogle ambitiøse mål, fordi vi ved, hvor meget en ungdomsuddannelse betyder. Næsten uanset hvad du vil, skal du have en ungdomsuddannelse først, så vores opgave er at ruste vores afgangselever til det, og det gør vi i langt de fleste tilfælde, bl.a. ved at skabe nogle læringsmiljøer, som er både inkluderende og motiverende for de unge, siger Jette Henning, formand for Skole- og Børneudvalget.

Tabellen viser, hvor mange elever fra almenområdet, der de sidste fire skoleår henholdsvis opnåede og ikke opnåede karakteren 02 i gennemsnit i dansk og/eller matematik ved afgangsprøven i 9. klasse:

Foto: Roskilde Kommune

Kilde: Roskilde Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.