BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en administrativ ledelseskonsulent, som kan understøtte ledelsen i Center for Skole og Læring. Dine opgaver vil spænde vidt og ligge i forlængelse af Absalons strategi, som er relateret til centerets prioriteringer og strategier inden for både grunduddannelse, efter- og videreuddannelse samt forsknings- og udviklingsaktiviteter. Dine primære arbejdsopgaver vil være i relation til læreruddannelsen.
Du skal som ledelseskonsulent understøtte centerledelsen i Center for Skole og Læring. Du vil i tæt samspil med centerledelsen få varierende opgaver, der kræver overblik, stærke samarbejdskompetencer og en forståelse for hverdagen på en professionshøjskole.
Med Absalons strategi "Uddannelser, der mærkes i hele Region Sjælland" tager vi det næste store skridt i ambitionen om at være hele Region Sjællands professionshøjskole, der uddanner dygtige professionelle med en mærkbar betydning for regionen. For at lykkes med vores ambitioner, skal vi styrke professionalismen i uddannelsen af vores studerende. Vi har derfor brug for dig, der kan bidrage til at professionalisere den administrative understøttelse af vores uddannelser.
Din profil
Vi søger en ledelseskonsulent, der kan være med til at sikre, at centerchef og uddannelsesledere understøttes med både drifts- og udviklingsopgaver i centret. Det er derfor væsentligt, at du kan se dig selv i følgende:
Du arbejder systematisk og struktureret.
Du har overblik og kan derfor understøtte driften aktivt. Det er vigtigt, at du arbejder systematisk og struktureret samt har lyst til at varetage administrative opgaver og være tæt på driften af vores læreruddannelse herunder at varetage rutineprægede administrative opgaver.
Du har stærke samarbejdskompetencer.
Dine samarbejdskompetencer er veludviklede og du kan samarbejde med både studerende, kolleger, ledere og eksterne samarbejdspartnere. Du trives med at arbejde selvstændigt i nogle perioder og i andre perioder i tæt samarbejde med ledere og kolleger.
Du trives med en varieret opgaveportefølje.
Du får en selvstændig opgaveportefølje med både små og store opgaver, men der vil også være en del ad hoc-opgaver, som får hverdagen til at hænge sammen i centret. Sagt med andre ord, så trives du med at have mange bolde i luften og være med til at lande dem.
Du har et generelt og solidt kendskab til uddannelsesverdenen.
Du har kendskab til uddannelsesdrift, herunder især professionsbacheloruddannelserne, og du kan bidrage til at professionalisere den administrative understøttelse af uddannelsesledelsen.
Derudover forventer vi, at du har:
- stærke skriftlige kompetencer.
- en relevant kandidatuddannelse.
Dine arbejdsopgaver
Dine opgaver planlægges og prioriteres i tæt samarbejde med centerchefen og uddannelseslederne i centret. Du vil både have en selvstændig opgaveportefølje samt ad hoc-opgaver. Eksempler på disse arbejdsopgaver er:
Understøtte uddannelseslederne i deres ledelsesopgave. Du skal understøtte ledelsen med administrative opgaver, kunne skabe struktur og systematik i data samt understøtte uddannelseslederne i forhold til fremdrift og opfølgning på konkrete opgaver og indsatser på læreruddannelsen. En del opgaver vil være knyttet til realisering af ny reform af læreruddannelsen, som havde sit første optag af studerende sommeren 2023. Derudover vil der være opgaver knyttet til indsatser koblet til at rekruttere nye studerende gennem bl.a. faglige brobygningsforløb mv.
Mødeunderstøttelse og øvrig administrativ bistand til uddannelseslederne. Eksempler på opgaver her kan være meget forskellige fra opgaver ved de studerendes dimission, studiestart, åbent hus, konferencer, kontakt til de studerende mv. til at understøtte uddannelsesledelsen med projekter og opgaver som er relateret til centerets indsatser.
Administrativ understøttelse i forhold til allokering af undervisere og ressourcestyring. Du får en opgave i at bistå med struktur, systematik og planlægning af processer relateret til allokering af underviserressourcer i centret, tidsregistrering og planlægning.
Tovholder på mødeaktiviteter. Som administrativ ledelseskonsulent får du, sammen med centerets øvrige konsulenter, ansvar for at forberede og følge op på både interne og eksterne møder. Du får også en rolle i forbindelse med de studerendes dialogfora, hvor du skal booke møder, udsende dagsordener og tage referat.
Dine kolleger
Du bliver ansat i Center for Skole og Læring, hvor dine nærmeste samarbejdspartnere vil være ledelsen og øvrige ledelseskonsulenter. Du vil få et tæt samarbejde og kontorfællesskab med administrative ledelseskonsulenter fra de øvrige centre på Absalon.
I Center for Skole og Læring er vi ansvarlige for udbuddet af læreruddannelsen på to udbudssteder på campus i Vordingborg og Roskilde. Centret ledes af en centerchef og seks uddannelsesledere inden for henholdsvis grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og forskning og udvikling samt Center for Undervisningsmidler (CFU).
Vi arbejder på tværs af campus, og du skal være forberedt på at løse opgaver i hele centret.
Din primære arbejdsplads aftales i forbindelse med din ansættelse og vil enten være på vores campus i Vordingborg eller Roskilde. Du må forvente at skulle deltage i møder på begge campusser efter behov. Din ledelsesmæssige reference bliver centerchefen i Center for Skole og Læring.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuld tid, og vi vil gerne have, at du begynder den 1. august 2024
- Ved spørgsmål til stillingen kan du kontakte Centerchef, Stina Løvgreen Møllenbach, tlf. 72482393 eller ledelseskonsulent Line Maria Tinggaard tlf. 72482458.
- Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler d. 11/6 og d. 17/6 2024
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest d. 3/6 2024. https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark, 4000 Roskilde
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6048990