BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ved Øjenafdelingen, Sjællands Universitetshospital, er en stilling som overenskomstansat afdelingslæge ledig til besættelse 1. februar 2024 eller efter aftale.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i oftalmologi med bred klinisk erfaring. Ansøgere med interesse for medicinsk oftalmologi, særligt medicinsk retina og gerne yderligere et medicinsk subspeciale, foretrækkes.
Øjenafdelingen Sjællands Universitetshospital er organisatorisk og ledelsesmæssigt én enhed med to afdelinger i henholdsvis Roskilde og Næstved. Stillingen er i udgangspunktet tilknyttet Roskilde, men afhængig af interesse for og individuel aftale om subspecialisering ud over medicinsk retina kan ansættelsen også blive til en delestilling imellem Roskilde og Næstved.
Øjenafdelingen vægter speciallægernes videreuddannelse højt, herunder fuld udnyttelse af overenskomstens mindst 10 årlige uddannelsesdage med delvis eller hel dækning af relevante udgifter.
Der er mulighed for nedsat normtid i ansættelsen. Hjemmearbejde er ligeledes en mulighed, specielt for læger med subspeciale i medicinsk retina. Der er også mulighed for forskning i ansættelsen.
I udgangspunktet er døgnvagt (½ times tilkald) inkluderet i stillingen, ca. 2 vagter om måneden.
Øjenafdelingen i Roskilde har regionsfunktioner i højdeskelen, glaukom, børneoftalmologi, anti-VEGF behandling og neurooftalmologi, foruden højt specialiseret funktion i skelen. Hér modtages alle patientgrupper på hovedfunktionsniveau. Øjenafdelingen i Næstved har regionsfunktion i vitreoretinal kirurgi, uveitis, børneoftalmologi, tårevejskirurgi og anti-VEGF behandling og modtager også på hovedfunktionsniveau alle patientgrupper.
Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med de praktiserende øjenlæger i regionen tillige med Øjenafdelingerne i naboregionerne om både højt specialiserede og fælles patienter.
Når Sjællands Universitetshospital i Køge er bygget færdig, flytter personalet fra Roskilde og Næstved sammen ind i Køge. I den mellemliggende periode intensiveres og harmoniseres samarbejdet imellem personalerne i Næstved og Roskilde, herunder lægefagligt samarbejde, ensretning og harmonisering af retningslinjer, arbejdsgange, procedurer med videre. Du får mulighed for besøg på matriklen i Næstved for at lære personalet at kende og ikke mindst at få indblik i de faglige kompetencer hos kollegerne.
Sjællands Universitetshospitals Øjenafdeling har en strategi og et mål, der tegner fremtidens øjenafdeling i Region Sjælland. Overordnet vil vi som led i hele hospitalets strategi være en Øjenafdeling, der akademisk sidestiller det sjældne med det almindelige. Vi vil specialisere os i det, som regionens patienter fejler samt udføre patientnær forskning. Vi er en afdeling i øjenhøjde. Med den faglige profil har vi indsatsområder, der svarer til patienternes behov i regionen. Med en stærk faglig profil og højeste faglige standard foruden akademisk udvikling med forskning, undervisning, oplæring, kvalitetsudvikling og efteruddannelse ydes det bedste for regionens patienter.
Indsatsområderne med fokus på specialisering og på forkant med udvikling samt forskning er følgende: Medicinsk Retina, Glaukom, Externa/tåreveje/tørre øjne, Uveitis, Akut Oftalmologi, Børneoftalmologi og Strabismus. Faste grundfunktioner med løbende akademisk udvikling til understøttelse af patientbehov er Cataract, Neurooftalmologi og Vitreoretinal kirurgi.
Kvalifikationer
Stillingen ønskes primært besat med en speciallæge i oftalmologi med bred klinisk erfaring og gerne med igangværende eller ønske om subspecialisering inden for 1 eller 2 områder i Oftalmologi, hvor det medicinske område foretrækkes.
Det er en forudsætning, at ansøger aktivt tager del i afdelingens faglige udvikling og kvalitetsarbejde samt supervision og undervisning af afdelingens uddannelsessøgende læger. Administrative opgaver er ligeledes en del af speciallægens arbejde. Der lægges vægt på evne til at indgå i et frugtbart tværfagligt samarbejde. I ansøgningen bedes ansøger oplyse om sig selv i de syv lægeroller.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist 29. november 2023, og ansættelsessamtaler finder sted den 12. december 2023 om eftermiddagen.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Ditte Erngaard, der@regionsjaelland.dk, 56 51 33 01.
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.
Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh
Se film om Sjællands Universitetshospital:
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5936370