Brænder du for at udvikle og afprøve morgendagens mobilitetsløsninger, der fremmer trafikflow og -sikkerhed, fremkommelighed og bæredygtige transportvalg? Vil du være del af en visionær og spændende arbejdsplads, der er kendetegnet af politiske ambitioner, høj faglighed og strategisk og tværfaglig opgaveløsning? Så er det måske dig vi søger til stillingen som strategisk mobilitets- og trafikplanlægger i vores tværfaglige afdeling, Byudvikling og Grøn Omstilling, i Roskilde Kommune.
Mobilitet på dagsordenen i Roskilde Kommune
Roskilde Kommune er i en rivende udvikling med store strategiske byudviklingsprojekter på bl.a. Musicon, Sankt Hans, Skousbo, Trekroner og i Roskilde bymidte, der fortsat vil trække mange indbyggere til. Samtidig udvikles nye erhvervsområder som Trekroner Vest og St. Hede til attraktive steder for nye virksomheder. I Roskilde bymidte, der er en stærk handelsby med regional og international tiltrækningskraft, udvikles der i disse år nyt Vikingeskibsmuseum og Verdensarvscenter til Roskilde Domkirke. Den positive udvikling fra nord til syd i Roskilde Kommune kræver en strategisk mobilitets- og trafikplanlægning, der kan balancere flow og fremkommelighed med grønne vaner, så vi sikrer en sammenhængende kommune på tværs og på langs for både borgere, virksomheder og besøgende. I 2024 vedtog Roskilde Byråd en Klimaplan, hvor målet om CO2-neutralitet i 2040 betyder, at transportsektoren, som står for 40 % af den samlede udledning, er et centralt indsatsområde. Roskilde var den første kommune i Danmark til at have eldrevne bybusser, og med planerne om S-tog til Roskilde i 2033 understøttes byens rolle som et mobilitetsknudepunkt. Kommunens politiske fokus på mobilitet er stort og den strategiske trafik- og mobilitetsplanlægning er central.
Om jobbet
Som ny mobilitets- og trafikplanlægger, bliver du en del af Byudvikling og Grøn Omstilling, der tæller ca 35 engagerede og kompetente medarbejdere med tværfaglige baggrunde, som spænder fra arkitekter og landskabsarkitekter over miljøplanlæggere og biologer til mobilitets-, klima- og energiplanlæggere. Vi går ambitiøst til udviklingen af fremtidens byer, landskaber, natur- og rekreative områder i tæt samarbejde med hinanden, vores fagkollegaer i resten af direktørområdet By, Kultur og Miljø samt kommunens engagerede borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi lægger vægt på tillidsfulde samarbejder, løbende faglig sparring og fokus på kompetenceudvikling for den enkelte og for afdelingen som helhed.
Afdelingen består af tre teams, og du bliver en del af Team Byudvikling og Mobilitet med i alt 12 kollegaer, der står for kommunens strategiske byudvikling og lokalplanlægning, hvor mobilitet er en vigtig brik. Samtidig vil stillingen være forankret i et tværfagligt mobilitetsteam, der samler fem mobilitets- og trafikplanlægger på tværs af forvaltningen. Det tværfaglige mobilitetsteam spiller en central rolle i at sikre vision, kvalitet og resultater i Roskilde Kommunes arbejde med trafik og mobilitet. Teamet står over for en spændende rejse, hvor du vil være med til at præge teamets grundlag, samarbejdsform og opgaver, samtidig med at et nyt byråd og fagudvalg skal klædes på til det ambitiøse arbejde med trafik og mobilitet i Roskilde Kommune.
Som en del af teamet vil du varetage kommunens overordnede trafik- og mobilitetsplanlægning, hvor analyser og dataindsamling skal bidrage til strategisk prioritering og konkret indsatser for fremme af flow og fremkommelighed i trafikken. Samtidig har du en vigtig opgave i at understøtte mobilitets- og trafikplanlægningen i lokal- og helhedsplaner, herunder udbygningsaftaler, samt bidrage til forberedelsen af diverse anlægsprojekter på området. Du vil indgå i samarbejder og forhandlinger med eksterne udviklere og investorer, for at sikre, at trafik- og mobilitetsplanlægning er en integreret del af byudviklingen. Samtidig skal du være med til at udvikle og afprøve bæredygtige mobilitetsløsninger i arbejdet med at indfri Roskilde Kommunes klimamålsætninger.
Om dig
Vi forestiller os, at vores kommende trafik- og mobilitetsplanlægger:
- Har relevant erfaring med trafik- og/eller mobilitetsplanlægning
- Kan arbejde med dataindsamling og –analyse og omsætte det til strategisk planlægning, prioritering og konkrete løsninger
- Har et strategisk mindset og evner at tænke udviklingsorienteret i både stor og lille skala
- Kan indhente – og udarbejde - analyser og dykke ned i detaljerne, men også evner at lave egne pragmatiske vurderinger
- Brænder for den grønne omstilling inden for trafik- og mobilitetsområdet
- Er god til at skabe engagement, ejerskab og stærke samarbejder internt og eksternt
- Kan arbejde selvstændigt, men også dele fælles ansvar for opgaverne i teamet
- Kan formidle klare budskaber både skriftligt, mundtligt og gerne visuelt
Byudvikling og Grøn omstilling er en del af direktørområdet By, Kultur og Miljø, hvor i alt ca. 150 medarbejdere hver dag samarbejder om at udvikle og drifte vores byer og landdistrikter i et tværfagligt miljø og i samskabelse med borgere, virksomheder og interesseorganisationer. Vi har til huse på Roskilde Rådhus, Rådhusbuen 1, ca. 5 minutter til fods fra Roskilde station. Roskilde Kommune bestræber sig på at være en fleksibel arbejdsplads og understøtter mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag. Vi har kantine- og sundhedsordning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse sker senest den 1. marts 2026, og gerne tidligere. Stillingen er på 37 timer pr. uge og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelsen
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du ringe til Chef for Byudvikling og Grøn Omstilling, Anna Brandt Østerby, tlf. +45 2926 4335, Teamleder for Team Byudvikling og Mobilitet, Stinne Bjerg, tlf. +45 2426 2120
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist er 7. januar 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 3-4.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Roskilde kommune, Rådhusbuen , 4000 Roskilde
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/60b309a1-8f44-47b0-afec-e03cabe754cc