Bliv studiemiljøtutor og gør en forskel for dine medstuderende på RUC

dato

Vi skal desværre sige farvel til nogle af vores dygtige studiemiljøtutorer, derfor leder vi nu efter nye ildsjæle, der kan træde i deres sted. Så vil du gerne hjælpe dine medstuderende til et godt studieliv? Brænder du for at skabe et godt studiemiljø? Er du initiativrig og vedholdende? Så er det dig, vi leder efter!

Om stillingerne
Som studiemiljøtutor er du med til at understøtte og udvikle et positivt, motiverende og godt studieliv på de samfundsvidenskabelige uddannelser, hvor et godt fagligt og socialt fællesskab er i højsædet.

Vi søger pt 4 studiemiljøtutorer, hvis primære opgave er at skabe en god atmosfære blandt de studerende, der bidrager til et godt arbejds- og studieliv på tværs af instituttets uddannelser og årgange. En til at understøtte den gode studietid på nogle af vores kandidatuddannelser, herunder studiestart, studieaktiviteter og workshops og 3 til at understøtte den gode studiestart og det gode studieliv for de internationale studerende på Den Internationale Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse (SIB) og på Den Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse (SAB).

Du vil få mulighed for at arbejde med følgende opgaver:

  • Ideudvikling og afvikling af sociale og faglige arrangementer, som understøtter studiemiljøet.
  • Informationskampagner og oplæg fx på Fagvalgsdagene, Åbent Hus og på de forskellige hold.
  • Support af studieledere og holdkoordinatorer, fx med afvikling af faglige aktiviteter og workshops.
  • Overblik og understøttelse af det fysiske studiemiljø i vores nye bygninger, fx via kampagner eller begivenheder i husene.

Vi søger lige nu flere nye studiemiljøtutorer:

Stilling 1 - Den Internationale Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse (SIB).
I denne stilling arbejder du tæt med studerende, hvor mange har en international baggrund. Du bygger bro mellem forskellige kulturer og bidrager til et inkluderende studiemiljø. En vigtig del af jobbet er at planlægge aktiviteter, der styrker fællesskabet og hjælper internationale studerende med at navigere i den danske universitetsverden – herunder de uskrevne regler, arbejdsformer og forventninger. Ud over dit tætte samarbejde med de studerende, arbejder du også tæt sammen med holdkoordinatorer og uddannelseskoordinatorer om at skabe de bedste rammer for et godt studieliv.

Stilling 2 - Politik og Forvaltning, Samfundsjura og Socialvidenskab.
I denne stilling arbejder du for at fremme de kandidatstuderendes studiemiljø og understøtter studieledere i at planlægge og gennemføre studierettede aktiviteter. Særligt under studiestart får du en central rolle med at arrangere og afvikle aktiviteter, samt facilitere workshops og faglige arrangementer, der styrker de studerendes læring, netværk og fællesskab.

Stilling 3 & 4 – Den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse (SAB)
I denne stilling arbejder du tæt med holdkoordinatorer, uddannelseskoordinatorer og de studerende for at skabe en god studiestart og et godt studieliv på vores bacheloruddannelse. Du skal bidrage til planlægning og koordinering af studieunderstøttende aktiviteter for nye studerende på vores bacheloruddannelse og sikre et godt fagligt fællesskab for vores eksisterende bachelorstuderende. Ud over dit tætte samarbejde med de studerende, arbejder du også tæt sammen med holdkoordinatorer og uddannelseskoordinatorer om at skabe de bedste rammer for et godt studieliv.

Hos ISE får du:
  • Fleksible arbejdstider – Tilpas arbejdet efter din hverdag og studie.
  • Frihed til at sætte dit eget præg – Mulighed for at forme dine opgaver og dykke ned i områder, du brænder for eller vil udvikle dig indenfor.
  • Styrket dine kompetencer inden for projektstyring – Få praktisk erfaring med at planlægge og gennemføre events, workshops og projekter.
  • Mulighed for at arbejde som en del af et engageret fællesskab – Arbejd tæt sammen med dygtige studerende, holdkoordinatorer og studieledere.
  • Aktiv del af studielivet på RUC – Bidrag til at skabe spændende aktiviteter og events på campus.
  • Træning i formidling og præsentation – Bliv tryg i at holde oplæg og tale foran større grupper.
  • Dybere forståelse af universitetets interne strukturer og processer - herunder de administrative funktioner, der understøtter den daglige drift

Du bliver en del af et ungt team med seks studiemiljøtutorer på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, hvor I arbejder tæt sammen på tværs af ansvarsområder i samarbejde med instituttets uddannelseskoordinatorer. Du vil også samarbejde med studieledere, vejledere og de studerende. Du får løbende introduktion og oplæring, og det forventes ikke, at du kan alting fra start – blot at du har gå-på-mod og et nysgerrigt sind.

Om dig
Du skal være aktiv studerende på en af instituttets uddannelser. Du kan med fordel have erfaring som rusvejleder, det øvrige frivillige miljø på campus eller som repræsentant i et studienævn – men også andre erfaringer er velkomne – det vigtigste er at du har masser af gåpå mod. Skriv gerne i ansøgningen, hvordan du kan trække på og anvende dine tidligere erhvervede kompetencer og indsigter i stillingen.

Vi lægger særligt vægt på, at du:
  • Har lyst til at fremme RUC’s studiemiljø på tværs af instituttet.
  • Kan tage selvstændigt initiativ til kontakt og aktiviteter, drive handling, afrunde og sætte ny ideer og projekter i søen.
  • God til at samarbejde med mange forskellige aktører
  • Kan engagere dine medstuderende i dine ideer og tiltag.
  • Kan navigere i RUC’s organisation, på campus og på de forskellige kommunikationsplatforme.
  • (Moodle, Kursus.ruc.dk og Intra)
  • Kendskab til uddannelserne, RUCS frivillige miljø og organisationer er et plus, men ikke et krav
  • Er skarp til at formilde både mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk.

Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv forsker i sociale, erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige forandringer. Instituttet består af ca. 100 fastansatte forskere, 40 ph.d. og 40 deltidsansatte undervisere, og har et årligt optag på 1200 studerende. En del af vores uddannelser og ansatte er engelsksprogede, vi orienterer os internationalt og arbejder til dels på engelsk. Du kan læse mere om instituttet her.

Ansættelsesvilkår
Der er tale om en ansættelse på 10 timer om ugen med reference til sekretariatsleder Anna Birgitte Mygind. Timerne er ikke jævnt fordelt over et semester, og der vil forekomme perioder med flere og færre ugentlige timer. Du vil blive ansat på SUL lignende vilkår. Vi ser gerne, at du kan begynde d. 1. juni 2025.

Har du spørgsmål så kontakt uddannelseskoordinator Sofie Bai på tlf. 53387271 og/eller mail sbai@ruc.dk.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler mandag d. 5. maj og onsdag d. 7. maj 2025.

Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/

Ansøgningen skal indeholde:

1. Motiveret ansøgning

2. CV

3. Dokumentation for uddannelse

Ansøgningsfristen er 23. april 2025.

Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Roskilde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Roskilde Universitet, Universitetsvej, 4000 Roskilde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/46fcce32-d3a7-4b1f-bce1-afad96bc3b46

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Boliger til salg i Roskilde

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER AF DIN BOLIG

FÅ TRE GRATIS SALGSVURDERINGER

Adresse
Dine oplysninger deles med op til tre lokale ejendomsmæglere, som efterfølgende vil kontakte dig vedr. salgsvurdering.