Bliv supply chain planner hos Region Sjællands Koncern Indkøb i Roskilde

dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Supply Chain Planner søges til Region Sjællands Koncern Indkøb

Har du lyst til at styrke regionens forsyningskæde, og tror du på, at supply chain management kan bidrage til både øget bæredygtighed, endnu bedre rammer for opgaveløsningen i kerneforretningen og bedre udnyttelse af økonomien? Så er det måske netop dig, vi har brug for.

Styring og Analyse hos Region Sjællands Koncern Indkøb søger en Supply Chain Planner med tiltrædelse 1. januar 2025, eller snarest muligt derefter.

Som Supply Chain Planner sikrer du, at regionens sundhedspersonale har de rette varer tilgængelige i den rette mængde til rette tid, og du samarbejder med leverandører, varelager og brugerne på sygehusene om at sikre et professionelt vareflow fra ”vugge til grav”.

Dine opgaver spænder over planlægnings- og analyseopgaver, og du vil bl.a. arbejde med at minimere spild og reducere lagerbinding uden at gå på kompromis med sygehusenes behov for forsyningssikkerhed.

Bæredygtighed bliver også et vigtigt fokusområde, da Supply Chain er en vigtig bidragsyder til at reducere Regionens klimaaftryk.

Du vil arbejde tæt sammen med teamets to Supply Chain Specialister, samt andre fagområder, såsom Produktspecialister, Logistikoperatører, operationelle indkøbere, brugerne på sygehusene mv. Du vil også arbejde tæt sammen med regionens hovedlager, der med 1.400 forskellige varenumre på hylderne, forsyner Sjællands Universitetshospital i Køge, lokale lagre til ambulancerne og hele regionen med varer fra vores beredskabslager.

Om stillingen:

Dine primære opgaver vil være:

  • Fastsætte minimums og maksimums lagerbeholdning på hovedlager. Ud fra data om forbrug, leveringstid, varens kritikalitet og evt. mængderabatter skal du fastsætte og justere varernes genbestillingspunkt og mængden der skal bestilles. Vores Oracle system bestiller automatisk ud fra de input du taster i systemet.

  • Følge op på leverancer til regionens hovedlager. I de tilfælde vores leverandører ikke leverer til tiden skal du rykke for leverancer. Du er ligeledes support for hovedlagerets varemodtagelse i tilfælde af fejl og mangler, som varemodtagelsen konstaterer ved en leverance. Her er du den der koordinerer med leverandøren. Du sikrer også forsyningssikkerheden ved at identificere restordrer og igangsætte proces for erstatningsvarer.

  • Analysere sygehusenes vareforbrug. Du laver løbende forbrugsanalyser med henblik på at sikre at sygehusafdelingerne har de rette varer i de rette mængder tilgængelige på deres lokale depoter. Du skal også sikre den rette balance mellem varer der kommer fra hovedlager (lagervarer) og varer der kommer direkte fra leverandører (skaffevarer). Denne opgave kræver at du løbende er i kontakt med afdelingernes vareansvarlige samt servicepersonalet, der varetager genbestilling og påpladslægning på sygehusene.

  • Støtte Supply Chain Specialisterne i udviklings- og optimeringsprojekter. En mindre del af din tid vil gå med at støtte Supply Chain Specialisterne, der har til opgave at udvikle og optimere regionens forsyningskæde for forbrugsvarer. Du vil indgå som projektmedarbejder i udvalgte, større projekter.

Vi anser stillingen som et godt sted at starte sin arbejdsmæssige rejse inden for SCM. Så hvis du søger som nyuddannet tilbyder vi derfor den nødvendige faglige oplæring og støtte til at sætte dig ind i opgaverne.

Dit tjenestested er i Roskilde, men du skal forvente, at der til tider skal bruges tid ude på regionens sygehuse.

Du vil referere til chefen for Styring & Analyse.

Om dig:

  • Du har en uddannelse som Logistikøkonom eller en akademiuddannelse inden for logistik eller flere års erfaring i at arbejde med forsyningskæder

  • Du forstår vigtigheden af at tænke i sammenhængende kæder

  • Du har forståelse for Supply Chain data, og hvordan det anvendes til optimering

  • Du er nysgerrig af natur og du trives med at udfordre status quo og tage initiativ til at skabe forandringer

  • Du nyder vekselvirkningen mellem at arbejde tæt sammen med andre og at udføre dine opgaver selvstændigt

  • Du har et naturligt godt overblik og er struktureret i din tilgang til opgaveløsning

  • Du er udadvendt og kan tale med mange forskellige typer af mennesker på forskellige niveauer

  • Du er proaktiv og har en serviceorienteret indstilling

  • Du er en habil bruger af Excel

  • Kendskab til Oracle vil være en fordel

Vi kan bl.a. tilbyde:

  • En organisation i rivende udvikling, der ønsker at være en eftertragtet samarbejdspart for kerneforretningen

  • En spændende og alsidig arbejdsplads med sammenhold, teamånd og humor

  • Et job med spændende udfordringer, hvor du kan gøre en forskel

  • Flekstidsordning og mulighed for hjemmearbejde

  • Løn efter kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst

Organisationen

Koncern Indkøb er en enhed under Koncern Økonomi. I Koncern Indkøb er vi ca. 60 medarbejdere, som samlet varetager de væsentligste indkøbsfunktioner i regionen, herunder udarbejdelse af kategoristrategier, forbrugsanalyser, udbud, fælles regionale udbud, beredskabslagre og operationelt indkøb. Vi dækker et forbrug på mere end 6 mia. kr. årligt.

De strategiske retningslinjer for Koncern Indkøbs arbejde finder du dels i Region Sjællands indkøbspolitik og dels i Regionernes indkøbsstrategi.

Er ovenstående noget for dig, og ønsker du at blive vores nye Supply Chain Planner, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt ved at trykke på linket nedenfor. Vi holder løbende samtaler.

Hvis du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Senior Supply Chain Specialist Jens Horn på telefon 31 92 44 30.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 19.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Roskilde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6140729

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet