Centerchef til Psykiatrisk Center Sct. Hans - Region Hovedstadens Psykiatri

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Psykiatrisk Center Sct. Hans søger en ny centerchef, som med stærke lederkompetencer kan stå i spidsen for udviklingen af et fælles Sct. Hans, hvor synergi, sammenhold og fælles retning er højt prioriterede pejlemærker.

Du skal have passion og stor interesse for arbejdet med både retspsykiatri og dobbeltdiagnoser – og med det afsæt at udvikle et samlet center, der tilbyder specialiserede, sammenhængende og sikre patient-og rehabiliteringsforløb på højeste faglige niveau.

Psykiatrisk Center Sct. Hans
Psykiatrisk Center Sct. Hans er en del af Region Hovedstadens Psykiatri og er nationalt førende i arbejdet med at udvikle behandlingstilbud inden for retspsykiatri og dobbeltdiagnoser.

Centret er organiseret med to kliniske afdelinger: Afdeling R - retspsykiatri og Afdeling M – dobbeltdiagnoser (psykiatrisk diagnose og misbrugsdiagnose). Begge områder har høj prioritet.

Behandlingen foregår på et højt fagligt niveau og i sammenhængende forløb for patienter over 18 år, som er henvist fra de øvrige psykiatriske centre i Region Hovedstadens Psykiatri.

Centret ligger ved Roskilde Fjord og Boserup Skov, hvor historiske bygninger og ny, moderne arkitektur til sammen sætter rammen om en faglig stærk og udviklingsorienteret arbejdsplads, der yder højt specialiseret behandling og pleje. Ambitionerne er høje.

Opgaven
Det prioriteres højt, at du målrettet arbejder for at styrke et fælles og samlet Sct. Hans, hvor der er en høj grad af synergi og integration af viden og kompetencer på tværs af centrets enheder.

Du skal sammen med centerledelsen sætte retning og udøve tydelig og synlig ledelse med fokus på faglig kvalitet i behandlingen inden for både dobbeltdiagnoser og retspsykiatri.

Du har ansvaret for centerets samlede funktioner, herunder patientbehandling, forskning og uddannelse, økonomistyring samt faglige og organisatoriske udviklingsaktiviteter.

Med et velfungerende samarbejde i centerledelsen skal du bidrage til en balanceret videreudvikling af funktionerne på Sct. Hans og dermed medvirke til, at psykiatrien på tværs af centrene fremstår som et stærkt og samlet hospital.

Du skal lægge stor vægt på et åbent og informerende samarbejde med medarbejderne og MED-organisationen, ligesom samarbejdet med vigtige eksterne aktører skal have stor bevågenhed.

Personen
Du skal have en relevant akademisk og/eller sundhedsfaglig uddannelse, dokumenteret ledelseserfaring fra sundhedsvæsenet eller andre komplekse offentlige eller private organisationer, herunder erfaring med ledelse af ledere samt en relevant lederuddannelse. Indsigt og viden om ressourcestyring og forandringsledelse er også vigtig bagage.

Du skal have stor viden og indsigt i sundhedsvæsenet, have interesse for psykiatri - herunder retspsykiatri og dobbeltdiagnoser - og brænde for patientbehandling på et højt fagligt niveau.

Det er vigtigt, at du har stor interesse og kompetence inden for ledelse. Du skal praktisere en anerkendende og inddragende ledelsesstil, som samler, motiverer og inspirerer på tværs af hele organisationen. Du skal samtidig være beslutningsdygtig og vedholdende med et skarpt blik for fremdriften i centrets udvikling.

Du er strategisk, udviklingsorienteret og i besiddelse af høj analytisk og faglig kapacitet.

Du besidder stærke relationelle kompetencer og kan opbygge stærke samarbejdsrelationer internt og eksternt baseret på åbenhed, tillid og loyalitet.

Du trives med at formidle budskaber og informationer i samspillet med direktionen, den øvrige ledelse i RHP og medarbejdere, og du kan skabe følgeskab og motivation i alle led af organisationen gennem engagement, inddragelse og dialog.

Proces
Du kan læse mere om centerchefens opgaver og ønskede kompetenceprofil her.

Søg stillingen via dette link.

Ansøgningsfrist: Onsdag den 13. september 2023

1. samtalerunde: Mandag den 18. september 2023

Testforløb hos MUUSMANN: Onsdag den 20. september 2023

2. samtalerunde: Tirsdag den 26. september 2023

Tiltrædelse: Den 1. november 2023

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til hospitalsdirektør Martin Lund, telefon 38 64 00 02, vicedirektør Lone Bjørklund, telefon: 22 94 97 97 eller Lars Muusmann, MUUSMANN A/S, telefon 40 76 72 27.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Roskilde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Psykiatrisk Center Sct. Hans, Boserupvej 2, 4000 Roskilde

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=251135&DepartmentId=12217&MediaId=4954&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5892864

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet