Roskilde bymidtes udvalgsvareforretninger kan se frem til et større salg af gaver i forbindelse med sommerhalvårets fester. Dansk Detail håber, at et lempet forsamlingsforbud bringer flere fejringer med sig.
Forhandler man gavevarer og er blandt Roskilde bymidtes 250 udvalgsvareforretninger, ser man højst sandsynligt frem til et sommerhalvår med flere bryllupper, fødselsdagsfejringer og konfirmationer hos Roskilde Kommunes 89.000 borgere.
Forsamlingsforbuddet, der prægede store dele af 2020 og stadig gør sig gældende i 2021, havde stor betydning for antallet af fester og dermed også gaveudvekslingen i Danmark. Til trods for at danskernes online køb af fysiske varer steg med 18 procent i 2020 sammenlignet med 2019, blev der købt markant færre gaver til venner og familie.
Hos KopK, der er en af Danmarks største online-isenkræmmere, har man oplevet et drastisk fald i salget af varer, der normalt er stort aftag på ved højtider og andre fejringer. Hele 65 procent er salget af populære gavevarer faldet med i 2020 sammenlignet med 2019 hos isenkræmmerkæden, og det har sat sit aftryk på årets resultat.
"Til trods for at vi har haft en lille fremgang i salget i 2020, havde den uden tvivl været større uden forsamlingsforbuddet. De klassiske gavevarer, vi fører, har ikke solgt, som de plejer, og det skyldes, at der ikke har været samme mulighed for bryllupsfester, fødselsdage og konfirmationer i 2020," fortæller Jan Krogh, der er administrerende direktør hos KopK.
Dansk Detail: Gavesalget blev udskudt igen og igen
Hos KopK er man ikke alene om at have solgt færre gavevarer i 2020. Ifølge erhvervsorganisationen Dansk Detail har butikker og netbutikker i hele landet oplevet, at færre danskere er blevet fejret med gaver.
"Mange af de virksomheder, der sælger varer, der er knyttet op på festlige anledninger, har slet ikke haft det salg, som de plejer. Det skyldes, at deres salg gang på gang er blevet udskudt i takt med stramninger og forlængelse af forsamlingsforbuddet. Når festlighederne udskydes, sælger man bare ikke gavevarer, og det er ligegyldigt, om man er en fysisk butik eller netbutik," siger Jens Birkeholm, der er administrerende direktør i Dansk Detail.
Håber på stigning i gavesalget over sommeren
Hos KopK håber man på at kunne lune sig ved et stigende gavesalg hen over sommeren. I takt med at forsamlingsforbuddet udfases, og temperaturerne stiger, burde der nemlig blive afholdt flere af de fester, der blev forhindret i 2020. Det mener Jan Krogh.
"Jeg håber uden tvivl på en varm sommer med en masse fejringer og uden kritiske stigninger i smittetallet, så vi kan undgå yderligere restriktioner. En stor del af vores forretning er afhængig af gaveindkøb til de festlige anledninger. Vi har endnu ikke set bedring i salget af gaveprodukter i 2021, men regner kraftigt med, at der snart sker en udvikling til det bedre," siger Jan Krogh.
"I starten af 2021 fik vi ikke den genåbning og den frihed, som mange af os havde gået og håbet på inden årsskiftet. Foråret bringer dog håb med sig, hvor vi forhåbentlig kan se frem til flere af de fester, vi måtte give afkald på i 2020. Det er noget, de danske gaveforretninger har brug for," afslutter Jens Birkeholm.