I weekenden er det Halloween, og det plejer de fleste børn at elske. Hvis du gerne vil gøre lidt ekstra ud af festlighederne, kan du tage dem med til gratis værksted og lave skøre og uhyggelige monstre af gamle sokker.
På nuværende tidspunkt er det meste pynt til Halloween revet ned af hylderne. Der er kun lidt småting tilbage, så hvis du gerne vil pynte op og gøre lidt ekstra ud af uhyggen, må du og børnene selv i gang med at være kreative.
Heldigvis kan I få god hjælp ved Kreativt hus for børn i Roskilde – her har Roskilde Bibliotek arrangeret lidt hygge for børnene på værkstedet både den 29. oktober og den 30. oktober. Begge dag er der værksted mellem klokken 10.00 til 14.00, og det er gratis at være med.
Men hvad skal I så lave?
Jo, der skal laves små uhyggelige eller skøre monstre af sokker – I kan jo bruge dem, der er lidt slidte, eller tage helt nye med. Men værkstedet har også sokker og meget andet til at dekorere med – der vil være sokker, garn, tråd, nåle, lim, vat, knapper og meget mere til at skabe de små uhyrer med.
Der vil altså være rigeligt med materialer til at forvandle de kedelige sokker med, og forhåbentlig kommer I hjem med et par små dekorationer til jeres Halloween-pynt og mod på selv at lave meget mere kreativt, nu I har fået taget hul på processen.