Er du en skarp didaktiker med stor interesse for at innovere undervisning og vejledning, deltage i forsknings- og udviklingsprojekter samt konsulentopgaver? Så er det måske dig, vi står og mangler til at indgå i Center for Skole og Lærings mange opgaver inden for naturfagenes didaktik. Der er tale om en fast stilling på fuld tid enten som adjunkt eller lektor afhængig af dine tidligere kvalifikationer.
Kan du se dig selv som central aktør i nedenstående opgaver, skal du sende os en ansøgning, hvor du gør rede for din stærke profil.
På Professionshøjskolen Absalon er det vores ambition at levere engagerende undervisning. Det er en del af vores uddannelsesløfte til de studerende, at facilitere undervisning af høj kvalitet og samtidig skabe læring og motivere de studerende. Det er vigtigt, at de studerende kan mærke deres uddannelse fra første dag. Det bidrager Absalons særlige uddannelseskultur til, hvor underviserne understøtter et fællesskab mellem de studerende, bidrager til en samlet organisation, sætter de studerende først og har en stærk uddannelsesprofessionalisme.
Din profil
Vi er aktuelt i gang med at realisere og implementere den nye læreruddannelse. Det er derfor vigtigt for os, at du er optaget af at udvikle uddannelse, undervisning og vores praksisfelt; folkeskolen. Har du lyst til at indgå som en aktiv del af denne udvikling, og kan du se dig selv i dele af nedenstående, så er det måske dig vi har brug for:
Veluddannet og vellidt naturfagsunderviser
med solid erfaring fra folkeskolen kombineret med erfaring med undervisning af voksne.
Du har gode samarbejdsevner og er en stærk fagdidaktikker
med en solid faglig identitet indenfor naturfagenes didaktik. Derudover har du stort mod på at deltage i et solidt, kollektivt fagfællesskab indenfor dette felt, da vi arbejder med inspiration fra tilgangen om professionelle læringsfællesskaber.
Du har dokumenteret erfaring med at forske og udvikle undervisning og lærerpraksis,
herudover er du rutineret i at arbejde i projektet, der har medvirket til at udvikle skolerne og/eller læreruddannelsen.
Du har dokumenteret erfaring med konsulentopgaver i folkeskolen,
da stillingen også vil inkludere opgaver i regi af Center for Undervisningsmidler (CFU).
Derudover forventer vi, at du:
- Har en relevant kandidatuddannelse med solid fokus på naturfagsdidaktik.
Dine arbejdsopgaver
Dine primære opgaver vil være undervisning på læreruddannelsen indenfor de naturfaglige fag i vores dagholdsformat eller på vores E-læringsformat samt på begge lokationer (Roskilde og Vordingborg), herunder vejledning af studerende, udviklingsopgaver med tilknytning til din faglighed samt konsulentopgaver inden for naturfag i regi af CFU.
Fagligt og tværfagligt samarbejde er en naturlig del af hverdagen. Du bliver en del af et fagligt fællesskab i en meget aktiv faggruppe, som arbejder på tværs af vores to lokationer i Roskilde og Vordingborg. Du skal ofte samarbejde med faggruppen fx når undervisningsforløb skal sammensættes eller når læringsformater skal udvikles, testes og evalueres. I forbindelse med opgaver i projekter, arbejder du sammen med folk også fra andre faglige miljøer i centeret. I forbindelse med konsulentopgaver i CFU organiseres dette i tæt samarbejde med centerets CFU-leder.
Dine kolleger
Du bliver ansat i Absalons Center for Skole og Læring, som ud over læreruddannelsen rummer efter- og videreuddannelse, forskning og udvikling samt Center for Undervisningsmidler (CFU). Vi er cirka 180 medarbejdere, og vi er kendetegnet ved at have et godt arbejdsmiljø med en ligefrem og uhøjtidelig omgangstone, godt humør og et stort engagement blandt alle ansatte.
Dine opgaver vil overvejende finde sted på Center for Skole og Lærings to campusser i Roskilde og i Vordingborg. Du vil få din lokationsmæssige forankring på Campus Roskilde ved Trekroner station. Som nyansat får man en mentor fra faggruppen tilknyttet.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingen er på fuldtid og vi vil gerne have at du starter senest den 1. marts 2024
- Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte forskningsleder og uddannelsesleder Rene B Christiansen på 7248 1295 eller rbc@pha.dk eller faggruppekoordinator og lektor i naturfagenes didaktik John Andersson på 7248 2388 eller joa@pha.dk.
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her (https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger) eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 26. januar 2025.
- Samtaler afholdes løbende.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Alt efter dine kvalifikationer vil du blive ansat som adjunkt eller lektor
På Absalon er adjunkturet en 4-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder. For at blive ansat som lektor forudsætter det en positiv lektorbedømmelse inden for stillingstrukturens anvendelsesområde.
Ved ansættelse af lektorer der er lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen, sker ansættelse på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af dine kvalifikationer, afvejet med stillingens konkrete indhold, kan fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt aftales. Læs mere her i kap. 5. (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/673)
Du kan læse mere om rammerne for ansættelse som adjunkt eller lektor i vores stillingsstruktur her (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1458).
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark, 4000 Høje-Taastrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/deaee0f5-d345-4b6a-a77b-6a20ca508ba8