Den seneste måned er der kommet ikke færre end 94 klager over lugtgener i Roskilde, og flere peger på, at det er genanvendelsesvirksomheden Solum, problemet stammer fra.
Vinduerne kan ikke åbnes, fordi lugten trænger ind, og der hænger generelt en kvalm lugt i luften. Så oplever mange borgere fra Roskilde det i de her dage, og det er et problem, der har stået på meget længe, beskriver Sjællandske Nyheder.
De skriver, at der bare indenfor den sidste uge er kommet hele 31 klager over lugt, og borgerne peger på, at genanvendelsesvirksomheden Solum er årsag til lugten.
Det er især folk i Trekroner, der kan mærke det, når lugten fra Solum er slem. Og avisen skriver, at august og september har været virkelig slemme. De har talt med en kilde, som bor i området, og han beskriver, hvordan han de seneste seks år faktisk har klaget omkring 40 gange over lugten.
Det er altså ikke et nyt problem, og Kommunen er da også klar over det. Deres miljøafdeling har to gange siden marts selv konstateret væsentlig lugt fra Solum og indskærpet over for virksomheden, at den skal overholde sin miljøtilladelse. Men problemet er altså ikke blevet løst af den grund.