Koldt forårsvejr koster storkeungers liv

Profilbillede
dato

Det kølige forårsvejr er ikke kun frustrerende for os mennesker, det er decideret problematisk for storkene, hvis unger har svært ved at overleve i det blæsende og våde vejr. Det koster de nyklækkede unger deres liv.

Fire storkeunger er meldt døde som følge af forårets ustadige vejr, og den ene melding er kommet fra en rede i Gundsølille ved Roskilde, skriver Sjællandske Medier.

De har talt med Jess Frederiksen, der er formand for foreningen Storkene.dk, og han fortæller, at de kolde nætter med regn koster liv. Han siger:

”Det værste for storkeunger er langvarig regn og kulde, hvor temperaturen er nede på otte grader.”

Dør ikke af sult

Det er selve kulden, der får ungerne til at dø og ikke mangel på mad, som man måske kunne fristet til at tro, forklarer Jess Frederiksen.

De to storkepar, der har mistet deres unger, bliver nemlig fodret, så den del bør være dækket ind. Han understreger, at det er normalt, at vejret kan være skyld i dødsfald hos storkeunger. Men fordi der kun kommer så få til hvert år, så er det vigtigt, at alle overlever.

Heldigvis er der stadig tre levende storkeunger i de reder, hvor der har været døde. De skulle gerne overleve, og så er der også andre reder med storkeunger i fordelt på andre steder i landet.

Kilde: Redaktion