BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
liv en del af en unik opgave i dansk kontekst, og vær med til at sikre både dine kollegaer og den almene danske befolkning som helseassistent hos Dansk Dekommissionering. Som helseassistent er du med til at overvåge de lukkede nukleare anlæg på Risø-halvøen ved Roskilde.
Hos Dansk Dekommissionering er vi i gang med at afrense og demontere de nukleare anlæg på Risø. En opgave, som blandt meget andet kræver at mennesker og miljø skal beskyttes mod stråling. Derudover modtager og håndterer vi radioaktivt affald fra hele landet.
Vi søger nu tre medarbejdere til at indgå i enheden for laboratorier (LAB), der sikrer strålebeskyttelsen døgnet rundt. Enheden forestår tillige karakterisering af radioaktivt affald og analyser fra forskellige anlæg på Risø.
Uddannelsen som helseassistent
For at kunne arbejde med opgaverne som helseassistent, skal du først igennem en grundig praktisk og teoretisk uddannelse på i alt seks måneder, der afsluttes med skriftlige og mundtlige eksaminer. Under hele uddannelsen vil der være kyndig vejledning og mulighed for sparring, samt naturligvis løbende mulighed for at prøve uddannelsens teoretiske elementer af i praksis, således at du er klædt på til arbejdet som helseassistent.
Efter endt uddannelse kan du godkendes som strålebeskyttelseskoordinator og er med til at overvåge og rådgive dine kolleger fra andre faggrupper i strålebeskyttelse.
Arbejdet som Helseassistent
Arbejdet som helseassistent involverer at du løbende skal være med til at foretage strålingsmålinger, aftørringsprøver på overflader, gammaspektrometriske analyser m.v. og dokumentere det udførte arbejde. Du skal også introduceres til dekommissioneringsprojekterne, hvor anlæggene demonteres. Her kommer du til at overvåge arbejdsoperationer, kontrolmåle udstyr og generelt hjælpe dine kolleger med at overholde instrukser og procedurer for strålebeskyttelse. Du vil i den forbindelse få et tæt samarbejde med projekternes håndværkere og ingeniører. Efter endt uddannelse som helseassistent bliver du introduceret og godkendt til at arbejde i klassificerede laboratorier, hvor de førnævnte karakteriseringsmålinger og analyser foregår.
Jobbet er som udgangspunkt et 37 timers job, men du skal, efter behov, indgå i vagtordningen for helseassistenter, hvilket er et treholdsskift med en sovevagt. Vagtplanen skemalægges som regel med 24 ugers varsel. Vi har i øjeblikket behov for, at du indgår som afløser ved sygdom, afspadseringer og afholdelse af særlige feriedage.
Vi tilbyder:
- Oplæring inden for et unikt, specielt og interessant arbejdsfelt
- Et arbejde med en høj grad af selvstændighed og frihed under ansvar
- En arbejdsplads, der ligger i skøn natur på Risø-halvøen ud til Roskilde Fjord
- Fleksordning
- 37 timers arbejdsuge inklusiv frokost
- Medindflydelse, fleksibilitet og et udtalt fokus på work/life-balance
Vi forventer, at du:
- Har en teknisk baggrund som miljøtekniker, miljøteknolog, laboratorieassistent eller lignende
- Er fleksibel
- Har flair for matematik
- Er fortrolig med IT, især Microsoft Windows og Microsoft Office pakke
- Har mod på at udarbejde instrukser og vejledninger
- Kan læse vejledninger og dokumentation på engelsk
- Har kørekort til personbil
Du behøver ikke nødvendigvis at have mange års erhvervserfaring. Det vigtigste er, at du er stabil og tager selvstændigt ansvar i forhold til at planlægge og prioritere dine arbejdsopgaver. Du vil i de fleste af dine arbejdstimer have en stor berøringsflade med andre kolleger, der arbejder på at demontere anlæggene og håndtere det radioaktive affald. Da du vil have en overvågende og rådgivende rolle i forhold til strålebeskyttelse, skal du være god til at kommunikere og samarbejde.
Løn og ansættelsesforhold
Du ansættes som Helseassistent i henhold til organisationsaftale for fagfotografer, helseassistenter samt laboratoriemestre ved Dansk Dekommissionering mv. mellem Finansministeriet og Serviceforbundet af 26. februar 2019 samt OAO-fællesoverenskomsten. Lønnen fastsættes på baggrund af en basisløn samt dine samlede erfaringer og kvalifikationer.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 2 og 3. Vi svarer gerne på spørgsmål omkring stillingen, men vi har lukket mellem jul og nytår. Vi er klar ved telefonen onsdag den 3. januar.
Startdato for ansættelsen er den 1 marts 2024
Alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Dansk Dekommissionering, Frederiksborgvej, 4000 Roskilde
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5954177