BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Radiograf søges til Afsnit for Brystundersøgelser med mulighed for vagter i MR. Vi tilpasser din oplæring alt efter om du er nyuddannet, erfaren eller har erfaring med det mammaradiologiske speciale.
Vi søger:
En radiograf til Afsnit for Brystundersøgelse, Sjælland Universitetshospital, Roskilde. Det er en fast stilling på 37 timer/uge og med lørdagsvagt cirka hver 6. lørdag. Du vil få et job, hvor du arbejder i dagtid på afsnit for Brystundersøgelser, ingen aften- /nattevagter og altid fri i helligdagene. Ønsker du at kombinere stillingen hos os med vagter i MR, vil disse vagter ligge om aftenen på hverdage. Vi en del af den fælles billeddiagnostiske afdeling i Region Sjælland, så MR foregår på det andet røntgenafsnit i Roskilde, som vi har et tæt samarbejde med.
Om afdelingen:
Vi varetager al mammadiagnostik i Region Sjælland og afdelingen er ansvarlig for driften af regionens brystscreeningsprogram. Vi er netop startet processen med at overgå til faste screeningssteder rundt i regionen, men indtil det er på plads har vi 3 mobile enheder.
Vi er fuldt digitaliserede og anvender Carestream RIS-PACS system i Afsnit for Brystundersøgelser, MR afsnittet anvender GE. På sigt får vi et fælles system i hele billeddiagnostikken i Region Sjælland.
Vi har i alt 8 mammomater af mærket Hologic. Heraf er de tre mammomater i den kliniske del, hvor der er tilknyttet 5 ultralydsrum. I udredningsdelen har vi Prone Table (stereotaktisk bord), Brevera (stereotaktisk vakuumbiopsi), Affirm (stereotaktisk udstyr til mammomaten), kontrastsprøjte (Smart Shot Alpha) til kontrastmammografier samt MR- og ultralydsvejledt vacuumbiopsi (Hologic Sapphire). Vores MR skanner er en Siemens Magnetom Aera 1,5T scanner.
Vi udfører i den kliniske mammografi:
- Trippeldiagnostik
- Mammografi/ultralyd, palpation, biopsi
- Stereotaktiske- og ultralydsvejledte vakuumbiopsier
- Stereotaktisk- og ultralydsvejledt anlæggelse af markeringer
- Kontrastmammografier
- Akutte patienter
- Ulcererende mammacancer
- Mastitis/Absces
- Serom
I screeningsregi udfører vi:
- Screeningsmammografi
- PGMU (kvalitetskrav for billedfremstilling)
I MR udfører vi:
MR vil som nævnt foregå på det andet røntgenafsnit i Roskilde. Her vil vagtholdet bestå af en MR radiograf fra Røntgenafsnittet samt en radiograf fra Afsnit for Brystundersøgelser.
I disse vagter bliver der primært scannet mammae, men skulle der være tider der ikke bliver brugt til dette, kan der forekomme andre MR-undersøgelser som MR Cerebrum, MR Columna etc.
Ligeledes har Billeddiagnostisk Afdeling i samarbejde med Neurologisk Afdeling, regionsfunktionen på al Trombolyse behandling i Region Sjælland. Der udføres derfor bl.a. MR Trombolyse scanninger døgnet rundt, hvilket vil sige, at disse undersøgelser også kan opstå i en sådan vagt.
Man vil naturligvis modtage en grundig MR- og sikkerhedsoplæring, inden man starter i vagt.
Har du lyst…
…til at være en del af vores arbejdsdag, hvor to dage aldrig er ens og hvor vi hver dag sikrer gode undersøgelsesforløb for den enkelte patient? Vil du bruge tid på god patientkontakt, informere, skabe et tæt samarbejde og den ”gode” kommunikation? Vil du bruge din radiograffaglige viden til at fremstille diagnostisk optimale billeder i et tæt samarbejde med vores mammaradiologer ved enhver undersøgelse? Vil du klargøre og forberede til de forskellige biopsimuligheder, der anvendes? Og kan du glæde dig sammen med en patient som får et godt svar eller trøste og være med til at gøre situationen tålelig for de patienter, hvor ”situationen” bliver for meget? Ser du udfordring i at sikre, at patienten har forstået hvilke supplerende undersøgelser der skal udføres, - og hvor og hvornår de foretages? Giver det mening for dig at have forståelse for de mange patientforløb og dermed sikre, at alle får det absolutte bedste undersøgelsesforløb?
Vi kunne blive ved… – mammografi er så meget mere end tre projektioner. Og vores nyeste tiltag er at radiografer har mulighed for at blive lært op og tage vagter på vores søsterafdeling der foretager MR mammae, så man har mulighed for at varetage alle undersøgelser i forbindelse med udredningen.
Vi er en afdeling…
…hvor vi sætter et godt arbejdsmiljø og godt kollegialt sammenhold højt, og hvor der er plads til faglig udvikling. Vi veksler alle mellem at arbejde med screening og kliniske undersøgelser. Vi prioriterer balance mellem arbejdsliv og fritidsliv højt, og vi strækker os langt for at imødekomme ønsker til vagtplanen.
Er du blevet nysgerrig:
Har du fået lyst til at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Mie Ebert Flindt på mefl@regionsjaelland.dk eller telefonisk på tlf. 29 24 79 36. Mie byder gerne på en kop kaffe og en rundvisning, hvis du har brug for at høre mere om afdelingen og specialet forud for ansøgningen.
Samtaler afholdes løbende.
Ansættelse 1. juli 2024, eller efter aftale.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6041485