Mand, der er sigtet for to tilfælde af brandstiftelse, er i dag varetægtsfængslet frem til 10. december.
Retten i Roskilde valgte torsdag at varetægtsfængsle en 36-årig mand, der er anholdt og sigtet for brandstiftelse mod en etageejendom i Store-Heddinge tirsdag aften.Ved branden blev der antændt effekter på en bagtrappe. Risikoen for, at branden kunne have spredt sig og været til livsfare for beboerne har betydet, at manden nu er sigtet efter straffelovens paragraf 180 om ildspåsættelse, der kan medføre overhængende fare for andres liv.
Manden er desuden også sigtet for et forhold fra Haslev, hvor der 5. november også var stukket ild på en ejendom.
"Det er på nuværende tidspunkt vores vurdering, at i begge tilfælde har motivet været, at han gik efter adresser, hvor han troede, at kvinder, som han tidligere havde haft et forhold til, opholdt sig", siger anklager Agnes Møller fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Retten valgte at fængsle manden frem til den 10. december - dog fandt man ikke grundlag for at fængsle ham for forholdet i Haslev. Manden nægtede sig skyldig men afviste i øvrigt at udtale sig. Han tog forbehold for at kære fængslingen på et senere tidspunkt.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi