Der bliver plads til meget mere børnetøj og flere legesager, når den kendte børnebutik i byen, Petit Vert, flytter til nye store lokaler i Algade.
Der er gang i flyttetankerne hos en af de kendte butikker i Roskilde, for Petit Vert har fået lyst til at afprøve nye lokaler og melder derfor sin flytning i starten af det nye år.
Det er ikke langt, butikken flytter sig. Men måske kommer det til at gøre alverden til forskel for trafikken i butikken, når Petit Vert flytter fra sin nuværende adresse i Algade 19 til Aldgade nummer 35-39, hvor Matas tidligere havde butik.
I den fine børnebutik med tøj, sko og legesager til børn har man valgt at rykke lokaler, skriver Sjællandske Nyheder, og det har naturligvis betydning for indholdet i butikken.
Til Sjællandske Nyheder fortæller ejeren, Signe Lykkemark, at når butikken åbner i de nye lokaler efter nytår, så vil det være med et udvidet sortiment.
Hvis du er fast kunde i butikken eller ny, så kan du altså se frem til endnu flere sager til børn i den ånd, som butikken allerede har nu, hvor der er fokus på god kvalitet fra blandt andet Konges Sløjd, Wheat, Marmar, Djeco, Jellycar, Bisgaard og Bundgaard, skriver Sjællandske Nyheder.