Nyheden er fra Roskilde Basketball Club
Ole Westergaard er død.
I starten af 2018 indløb en meget kedelig besked.
Én af RBBCs markante personer gennem mange år, Ole Westergaard, afgik ved døden d. 1. januar, efter kort tids sygdom.
Beskeden kom fra Oles søn, Henrik Westergaard, selv tidligere mangeårig spiller, bestyrelsesmedlem og også kortvarigt formand for RBBC.
Der er nok ikke så mange i RBBCs nuværende medlemskreds, der kender Ole, men for os der har haft den glæde at kende ham, er det ikke bare en stor RBBC-ildsjæl, men også en god ven, der ikke er mere.
Oles indsats til glæde for RBBC kan ikke overvurderes.
Han startede som kasserer i klubben, hvor han blev involveret fordi sønnen Henrik spillede, og det blev til en lang årrække, hvor Ole havde styr på klubbens økonomi og regnskaber.
Men for de fleste – både medlemmer, forældre og venner af klubben – er Ole nok primært kendt som RBBCs ”Mr. Roskilde Festival”.
Ole var i mange år hovedkraften bag RBBCs restaurant og mexikanske madbod på Roskilde Festivalen, og både før, under og efter festivalen var Ole hvert eneste år næsten i døgndrift ”på vagt” som overordnet ”stades-ansvarlig” - selv når han ikke havde den formelle vagt.
Ole formåede at håndtere denne store opgave på fornemste vis, altid med glæde, humor og et glimt i øjet – og selvfølgelig alvor, når dette var påkrævet.
Alle medarbejdere og andre involverede elskede at være en del af vores ”biks”.
Også i år, hvor mange andre foreninger havde svært ved at skaffe medarbejdere nok, havde RBBC som oftest ventelister af unge udefra, der gerne ville arbejde for os.
Og rigtig mange af de, der var så heldige at komme med, vendte trofast tilbage år efter år – både medlemmer og forældre, men også udefra kommende.
Ole skabte en stemning og ånd i boden, så alle følte sig som én stor familie.
Personligt startede mit bekendtskab med Ole selvsagt i bestyrelsesarbejdet, hvor vi var ”kolleger” gennem mange år, et samarbejde, der efterhånden udviklede sig til et nært personligt venskab.
Derfor er det med stor sorg, at jeg må konstatere, at dette dejlige menneske desværre ikke længere er blandt os.
Mine tanker går nu selvfølgelig til Oles efterladte i denne svære tid, hans børn og deres familier, og hans hustru Birthe.
Og så vil vi alle mindes Ole, når RBBC i april fejrer sit 50 års jubilæum – et halvt århundrede, hvor Ole især i den sidste halvdel har været en betydende og markant personlighed.
Æret være Oles minde.
Henrik Døcker
Næstformand