To partier synes ikke, der bliver gjort nok for at mindske trafikstøj i det daglige, og med en ny rapport fra Roskilde Universitet og Syddansk Universitet der viser, at trafikstøj øger risikoen for demens, er problemet igen et brandvarmt emne.
Hver dag vælter bilerne ind mod København fra hele Sjælland, og det giver en massiv mængde trafikstøj for alle de byer, der er placeret langs motorvejene og de store veje i alt fra Roskilde, Køge, Vestegnen til Herlev og op nordpå – ja der er faktisk ikke er område i den tætpakkede del af Sjælland, der går fri for trafikstøj.
I forrige uge kom det frem i en rapport udarbejdet på Roskilde Universitet og Syddansk Universitet, at netop trafikstøj er med til at øge risikoen for at udvikle demens, hvis du udsættes for støjen over en årrække.
Der skal flere penge til
Den nye rapport har skabt en del debat i medierne, og Sjællandske Nyheder har haft problematikken under lup, da også de tidligere har behandlet emnet støjgener gennem flere artikler, og de har derfor hevet fat i flere aktører fra kreds Sjælland.
Her fortæller blandt andet Anne Valentina Berthelsen, SF’s transportordfører valgt i kreds Sjælland, at hun gerne vil finde ekstra midler til støjbekæmpelse. Fra Venstre har de talt med Morten Dahlin, der er enige i, at der med fordel kan gøres mere for at sikre en effektiv støjafskærmning for de danskere, der bor tæt på motorveje og jernbaner – han har blandt andet tidligere advokeret for flere investeringer i støjbekæmpelse eksempelvis langs Køge Bugt Motorvejen.
Selvom begge politikere gerne ser, der bliver gjort mere, så tror de helt grundlæggende ikke, det for alvor sker lige nu. Der blev i sommers afsat tre milliarder nye kroner til trafikstøjbekæmpelse frem mod 2035 – men begge to så gerne, at der blev afsat langt flere penge.
Hos Socialdemokratiet fortæller de, at det afsatte beløb til at bekæmpe støj i infrastrukturen, er historisk højt. Her siger Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen, at de er åbne for nye forslag. Men som det er nu, handler det om at bruge det afsatte beløb på en god måde.