Det er søskendeparrets første krimi sammen, og handlingen foregår delvist i Roskilde.
Den ene af de to tvillinger, Charlotte Thorhauge, bor i Roskilde med sin familie.
Hendes søster, Betina Hundebøll, bor i Silkeborg med sin familie, men afstand spiller ingen rolle, når der skal skrives bøger.
De to søstre på 49 år har udgivet bøger sammen siden 2014, og på lørdag den 9. oktober udgiver de deres første krimi, som hedder ”Ole Lukøjes bror”.
Ugeavisen Roskilde har snakket med de to søstre om deres nye bog, og om hvordan de kan skrive bøger sammen, når de bor så langt fra hinanden – men det kan de sagtens, fortæller de.
Faktisk er netop det med at skrive bøger med til at skabe en ny dimension i deres forhold og give det krydderi.
I den nye krimi går de meget tæt på virkeligheden – deres egen virkelighed.
For hovedpersonerne er tvillinger, og handlingen udspiller sig både i Silkeborg og Roskilde.
Selve handlingen er blevet til gennem lange samtaler i de tidlige morgentimer, i mens de begge har haft travlt med morgenrutiner, og så har de haft samtaler igen om eftermiddagen, når de begge har luftet hund.
Telefonen har altså være uundværlig og så de dokumenter, de begge har skrevet i på Google Drev, fortæller de til ugeavisen.
Hvis du er interesseret i at læse, hvad den fælles skrivning og de lange samtaler er endt med, så er det på lørdag, at bogen ”Ole Lukøjes bror” udkommer på forlaget Mikro.