Alle ved, at en virkelig god museumsoplevelse er, når sanseindtrykkene og viden går op i en højere enhed, og det kommer de til at gøre i den nærmeste fremtid på Vikingemuseet.
Der skal bruges ikke mindre end 80.000, - på en ny og forbedret lydguide til de besøgende på Vikingemuseet nær Roskilde. Pengene har Foreningen for Vikingeskibsmuseet Venner givet til museet, og det kommer til at skabe helt nye muligheder for alle dem, der besøger stedet og gerne vil blive klogere på vikingetiden.
Pengene skal bruges på at lave en endnu bedre lydguide, end der allerede er i Vikingeskibshallen. Det kommer til at gøre det meget nemmere for besøgende fra udlandet, når de gerne vil vide mere om stedet og den danske historie.
Lydguiden er på dansk, men nu kommer der også en udgave på engelsk og tysk, skriver Sjællandske Nyheder. Hvis alt går efter planen, vil besøgende allerede fra 1. juni kunne høre den nye lydguide.
Selve guiden bliver opdelt i små poster med fokuspunkter forskellige steder i hallen, hvor der fortælles og beskrives. Guiden bliver lavet, så besøgende selv kan vælge, om det skal være børnevenligt, for voksne eller for eksperter. På den måde få folk præcis den mængde viden, der er behov for i deres tilfælde.
Hvis du er nysgerrig efter at høre mere, så kan du prøve den nye lydguide allerede denne sommer.