En 16-årig dreng har mistet livet efter flere knivstik i Roskilde fredag aften.
Klokken 17.33 fredag aften modtog Midt- og Vestsjællands Politi melding om et knivstikkeri omkring Louisevej i Roskilde, hvor en 16-årig dreng var blevet ramt af flere knivstik. Drengen blev hurtigt fløjet til behandling på Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.
Politiet har gennem den indledende efterforskning anholdt en 16-årig dreng, som er blevet sigtet for drab.
”Siden vi fik anmeldelsen, har vi været talstærkt til stede ved Louisevej i Roskilde, hvor der også har været fest i forbindelse med skolestart på gymnasierne. Vi ved derfor også, at der har været mange mennesker i området, og har man derfor set noget, så kan man kontakte politiet på 114,” siger Michael Sehested, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi.
”Det er især mange unge mennesker, der har været til stede omkring gerningsstedet, og vi opfordrer derfor de unge til at tale om det, de har set. Enten med deres forældre eller andre, som de kan betro sig til. Man kan også ringe til offerrådgivningen på 21209170,” fortsætter han.
Den 16-årige anholdte fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdag. Tidspunkt meldes ud via anklager-update.