450.000 kr i bøde til fragtfirma

Profilbillede
dato

Retten fandt firma i Letland ansvarlig for chaufførers gentagne overtrædelser af reglerne for godskørsel

Et fragtfirma i Letland er ved Retten i Roskilde idømt en bøde på 450.000 kroner. Firmaet blev som arbejdsgiver fundet ansvarlig for de overtrædelser af bl.a. hviletidsbestemmelserne for flere af dets chauffører.

Det var i oktober 2020, at tungvognsspecialisterne hos færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi rutinemæssigt standsede en lettisk lastbil på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde. Det viste sig, at det førerkort, som sad i lastbilen, ikke stemte overens med den chauffør, der sad bag rattet.
Hans førerkort blev til gengæld fundet pakket ind i sølvpapir under måtten i lastbilens førerhus. 

På den baggrund blev firmaet tiltalt for at være ansvarlig for, at tre af dets chauffører gentagne gange har kørt på andres førerkort og ikke har efterlevet kravene til chaufførers hviletid. 

Retten fandt på den baggrund, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder og idømte firmaet en bøde på 450.000 kroner. Det lettiske firma havde under sagen nægtet sig skyldig, da man ikke mente sig ansvarlig for chaufførernes kørsel. 
To af chaufførerne har tidligere haft deres sager for retten, hvor de blev straffet med hhv bøde på 74.000 kroner og 30 dages betinget fængsel samt 67.500 kroner i bøde og 20 dages betinget fængsel. 
Politiet har tilbageholdt to af firmaets lastbiler indtil bøden er betalt.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi