Et ældre ægtepar i 80’erne fra Svogerslev blev for nylig udsat for et bedrageri, da de blev kontaktet telefonisk af en person, der udgav sig for at være Martin Hansen fra Nordea. Den falske bankmand oplyste, at deres betalingskort var blevet misbrugt i en kiosk i Slagelse, og at en medarbejder fra banken ville komme forbi for at hente kortet.
Bedrageren spurgte ægteparret, om de ønskede at beholde deres nuværende PIN-kode til det nye betalingskort, og oplyste, at medarbejderen skulle have sikkerhedskoden 2900. En person dukkede op ved ægteparrets adresse, fik oplyst koden, og ægteparret udleverede deres betalingskort.
Kortet blev efterfølgende misbrugt ved en hæveautomat et ukendt sted, men blev hurtigt spærret efter misbruget blev opdaget.