Klokken 15.00 anmeldte en pårørende til et ældre ægtepar i Viby, Roskilde, at de var blevet franarret penge og smykker af en falsk bank- og politimand.
En mand, der hævdede at komme fra Nordea, henvendte sig hjemme hos den ældre kvinde og fortalte, at der var en masse indbrud i området. Han tilbød at hjælpe med at sikre deres værdier. Kvinden udleverede sit dankort med kode, sit smykkeskrin og et større kontant beløb til manden.
Mens svindleren var i hjemmet, ringede en falsk politimand og bad hende aflevere alt af værdi. Kvindens samlever kom hjem, mens svindleren stadig var i huset, og blev også overtalt til at udlevere sit hævekort og kode. Der blev hævet penge fra begge konti, og ægteparret led et tab på 34.000 kr plus smykkerne.
Politiet efterforsker nu sagen om ældresvindel og indhenter overvågning fra hæveautomaterne. Mange ældre er flove, når de indser, at de er blevet snydt, da bedragerne er gode til at skabe tillid og forvirring. Situationen er ofte svær at overskue for de forurettede, da svindlerne udnytter de ældres tillid til myndigheder og banker og frembringer en frygt for, at de ældre mister deres værdier.
Politiet opfordrer til, at man taler med sine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt.