En kvinde i 80'erne blev kl. 16.56 udsat for bedrageri i området Sct. Jørgensbjerg i Roskilde. Kvinden blev kontaktet telefonisk af en mand, der påstod, at hendes dankort var blevet misbrugt, og at der var blevet overført 2000 kr. til en svensk konto.
Manden overbeviste kvinden om, at en medarbejder fra Danske Bank ville afhente hendes kort. Kvinden blev narret til at oplyse sin kode til manden i telefonen. Kort efter dukkede en mand op på hendes adresse og hentede kortet.
Kortet blev efterfølgende misbrugt i hæveautomater på Stændertorvet og Algade, hvor der blev hævet i alt 6000 kr.
Manden, der afhentede kortet, beskrives som ca. 25-30 år, dansk af udseende, ca. 178 cm høj, spinkel af bygning, med mørkt tilbagelagt hår og iført en grå tweed-jakke.
Politiet opfordrer alle med oplysninger i sagen til at kontakte dem på telefon 114.