To ældre kvinder fra Jyllinge i Roskilde blev onsdag eftermiddag udsat for bedrageri af to forskellige mænd, der udgav sig for at være bankansatte.
Kl. 15.51 blev en 89-årig kvinde kontaktet telefonisk af en mand, der oplyste, at hun skulle have et nyt dankort. Kort efter mødte en mand op hos kvinden og fik lokket smykker og et dankort fra hende. Der blev efterfølgende hævet 14.000 kr. på kortet fra en hæveautomat på Strandgade i København, inden kortet blev spærret. Manden beskrives som 30-35 år, 165-170 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden, med kort sort hår og iført en blå frakke.
Senere, kl. 16.41, blev en 86-årig kvinde fra Jyllinge ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea Sikkerhed. Manden opgav et sikkerhedsnummer og bildte kvinden ind, at der var trukket 11.248 kr. fra udlandet på hendes konto. En mand dukkede op hos kvinden og fik franarret hende hendes dankort. Det er uvist, om kortet blev misbrugt, inden det blev spærret. Denne mand beskrives som 25-30 år, 180 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden, med sort hår og iført mørkt tøj.
Politiet arbejder på at identificere gerningsmændene og opfordrer personer med oplysninger i sagerne til at kontakte dem på telefon 114.