kl. 15.13 skete et alvorligt uheld mellem en varebil og en lastbil på Holbækvej ved Værslev i Kalundborg. En 29-årig mand fra Roskilde kørte varebilen mod øst, da han af uvisse årsager kom over i den modkørendes vejbane, hvor han stødte ind i en lastbil med påhængsvogn. Varebilen ramte lastbilens venstre forhjul og blev slynget i grøften, hvor den 29-årige blev fastklemt. Politi og redning kørte til stedet, hvor også en bilinspektør blev tilkaldt, da der var frygt for, at bilisten var kommet alvorligt til skade. Den 29-årige blev skåret fri af bilen og fløjet med lægehelikopter til behandling i kritisk tilstand.
Lastbilen kørte også i grøften som følge af sammenstødet, og påhængsvognen stoppede på tværs af begge vognbaner, så al trafik stoppede. Lastbilchaufføren og en passager i varebilen var sluppet heldigere fra uheldet uden alvorlig tilskadekomst.
Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet, og der blev tilkaldt specialkøretøjer og en kran til at fjerne lastbilen og vognen. Først lige før kl. 18.30 var vejen ryddet, og trafikken kunne glide frit. Meldingen fra sygehuset onsdag aften var, at den 29-åriges tilstand var stabil.
Politiet afventer nu rapporten fra bilinspektøren og vil forsøge at klarlægge årsagen til at uheldet skete. Herunder at afhøre den 29-årige, når hans tilstand gør det muligt.
Alvorligt uheld med lastbil
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi