Efter flere års efterforskning har politiet nu fået anholdt og fængslet en mand, der mistænkes for at have begået en voldægt på Roskilde Festival.
En 40-årig mand blev i weekenden anholdt og fængslet for en voldtægt, der blev begået under Roskilde Festival 2022.Den 40-årige mand, der er rumænsk statsborger, blev anholdt i København natten til lørdag og derefter overført til Midt- og Vestsjællands Politi, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet frem til 11. februar.
"Der er tale om en sag, som vi vedholdende har efterforsket lige siden 2022. På stedet blev fundet en tabt mobiltelefon. Sporene fra den sammenholdt med DNA-spor gjorde, at vi gradvist har kunne indkredse den mistænkte. Der har været tale om en sag, hvor vi har haft løbende kontakt med politimyndigheder i udlandet. Vi har arbejdet på at få udstedt en international arrestordre på manden, men her i weekenden blev han så anholdt på et hotel i København", siger politikommissær Otto Storm Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det var i juni 2022, at en 22-årig kvinde om natten midt under Roskilde Festivalen blev udsat for en voldtægt ude på campingområdet. Overgrebet blev dog blev afbrudt, da et vidne pludseligt kom til stedet, hvorefter gerningsmanden stak af.
Under grundlovsforhøret nægtede den 40-årige mand sig skyldig og han tog forbehold for at kære fængslingen. Midt- og Vestsjællands Politi fortsætter nu efterforskningen i sagen.