Kl. 22.17 modtog politiet flere anmeldelser om en mand, der forstyrrede trafikken i Smedegade, Roskilde. En patrulje fandt en lokal 43-årig beruset mand på Sct. Clara Vej, som lovede at gå hjem og stoppe med at genere bilisterne.
Kort efter blev den 43-årige igen set forstyrre trafikken, denne gang på Frederiksborgvej. Han blev derefter anholdt og taget med på stationen til afrusning i detentionen. Den 43-årige blev først løsladt tirsdag morgen.
Den 43-årige mand kunne også mistænkes for at have ødelagt to biler mandag morgen. Begge biler fik revet bagrudeviskerne af, mens de holdt parkeret på Boserupvej i Roskilde omkring kl. 08.39. Videoovervågning fra stedet pegede på, at den 43-årige stod bag hærværket. Han er nu sigtet og kan forvente at høre mere i sagen.