Tre unge mænd er blevet kendt skyldige i groft overfald og røveri af et ungt kærestepar sidste år.
Dommeren kaldte det for ”uprovokeret og yderst meningsløs vold”, da to mænd på 19 år fik et års ubetinget fængsel, mens en mand på 20 år blev idømt halvandet års ubetinget fængsel ved Retten i Roskilde.
De tre mænd var tiltalt for natten til den 5. april sidste år at have overfaldet en mand og hans gravide kæreste ved Borup Centeret. Overfaldet skete ifølge de dømte, efter at manden havde haft en kontrovers med et familiemedlem til en af dem. Kæresteparret blev herefter overfaldet af fem gerningsmænd, hvoraf de fire af dem var maskeret.
Gerningsmændene udsatte manden i parret for halsgreb, spark, knæspark samt slag på kroppen og i hovedet, og den gravide kvinde blev skubbet omkuld og udsat for spark i hovedet og på kroppen. Begge blev også udsat for peberspray. Efter overfaldet stjal de gerningsmændene for 415 kroner chokolade fra parret.
Derfor lød tiltalen på grov vold og røveri, mens den ene 19-årig og den 20-årig mand er blevet dømt for at være i besiddelse af peberspray, mens den 20-årig også blev dømt for at have videreoverdraget omkring 50 g kokain.
Politiet fik efter overfaldet identificeret tre af personerne bag, mens to personer forsat er ukendte for politiet.
”Der har været tale om et meget groft overfald på et ungt kærestepar, som undervejs udviklede sig til røveri. Det har under sagen været min opfattelse, at der har været en række skærpende omstændigheder herunder særligt det, at flere af gerningsmændene var maskerede, og at overfaldet var planlagt. Det har retten været enig i, og det kommer også til udtryk i straffen for de tre nu dømte. Så jeg er meget tilfreds med dommen,” lyder det fra anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi Katrine Markøw.
Alle tre ankede dommen til landsretten på stedet.