Færdselsuheld skaber massiv kø på Holbækmotorvejen

dato

En række færdselsuheld tidligt tirsdag morgen skabte store trafikale problemer på Holbækmotorvejen ved Roskilde.

Klokken 07.01 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i det vestgående spor, ca. 300 meter før afkørslen til Roskilde Ø. En bil ført af en 30-årig kvinde fra Vallensbæk forulykkede, da hun mistede herredømmet over bilen, formentlig på grund af aquaplaning som følge af kraftig regn. Kvindens bil snurrede rundt og kolliderede med midterautoværnet.

Som konsekvens af denne ulykke skete et harmonikasammenstød med fire involverede personbiler, der forsøgte at bremse op som følge af den første ulykke. Ingen personer kom alvorligt til skade i forbindelse med følgeuheldet, men en person blev kørt til tjek på sygehuset.

Uheldene skabte massiv kø på motorvejen.

Kilde: Politiets Døgnrapport