Hjælpsom kvinde franarret dankort på Ro's Torv: 6000 kr. hævet på Roskilde Station

Profilbillede
dato

En 54-årig kvinde fra Tune anmeldte kl. 13.49, at hun havde mistet sit dankort, mens hun befandt sig i parkeringskælderen ved Ro's Torv.

Hun blev kontaktet af en mand, der bad om hjælp til at finde vej til Roskildes sygehus. Kvinden hjalp manden ved at vise ham vej på et kort på hans mobiltelefon.

Efter at have takket for hjælpen, forlod manden stedet. Kvinden opdagede herefter, at hendes dankort var forsvundet. Kort tid efter modtog hun en besked om, at hendes kort var blevet spærret, da der var blevet hævet 6000 kr. fra det ved en hæveautomat på Roskilde Station. Der var desuden blevet forsøgt hævet yderligere 2000 kr. og 1500 kr.

Kvinden beskriver manden, der bad om vej, som følgende: Mand, østeuropæisk udseende, 50-60 år, 170 cm, fedladen, sort kort hår, lidt skæg på hagen. Han talte engelsk og var iført sort jakke og mørkt tøj.

Hvis du har oplysninger om manden, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Kilde: Politiets Døgnrapport