Gennem halvandet år udsatte kvinde en familie for chikane, der ifølge retten kan betragtes som stalking.
En 58-årig kvinde fra Solrød er fundet skyldig i stalking og overtrædelse af tilhold ved Retten i Roskilde."Der er tale om en sag, der bunder i en form for nabostrid mellem kvinden og en familie, der bor i umiddelbar nærhed af hende. Det har været anklagemyndighedens vurdering, at kvindens handlinger havde en karakter, der gjorde, at de faldt ind under straffelovens bestemmelser om stalking, og det har retten givet os medhold i", siger anklager Marutha Thayapharan fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Kvinden var tiltalt for i en periode på halvandet år at have udsat en familie for vedvarende chikane. Selvom hun havde tilhold mod direkte eller indirekte at kontakte familien, så omtalte hun flittigt den verserende strid på sociale medier, tog billeder af familien og offentliggjorde deres navn på internettet.
Straffen til kvinden vil blive udmålt på et senere tidspunkt.