Mand fremstilles i grundlovsforhør sigtet for trusler, vold og brug af skydevåben.
En 32-årig mand fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde klokken 11.00. Han er sigtet for at have trukket en skarpladt pistol og truet flere personer, hvorefter der blev afgivet skud ned i jorden.
Skudepisoden fandt sted den 13. februar i år ved Køge Svømmehal klokken 12.58. Det er politiets vurdering, at skyderiet fandt sted i forbindelse med en lokal konflikt mellem personer med tilknytning til det kriminelle miljø.
Siden har den 32-årige, der er bosiddende i Danmark, været eftersøgt af Midt- og Vestsjællands Politi. Tirsdag aften blev han udleveret fra Italien, hvor han ved ankomsten til Danmark blev anholdt og sigtet.
”Der er tale om en meget alvorlig sag, og derfor har vi også eftersøgt den 32-årige siden februar, hvor vi blandt andet har haft en international arrestordre på ham. Det har ført til, at han den 22. juli blev anholdt i Italien, som efter godt samarbejde har udleveret ham til Danmark,” siger politikommissær Brian Hansen, der er efterforskningsleder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Anklageren vil under retsmødet begære lukkede døre.