Mulige vidner til knivoverfald søges

Profilbillede
dato

Der var flere forskellige personer i området omkring Hyrdehøj i tiden op til knivoverfaldet, som politiet gerne vil have kontakt til.

Politiet søger en kvinde, som lå i telt ved Hyrdehøj i dagene op til overfaldet på en 46-årig kvinde mandag eftermiddag. Den kvindelige campist kan være et vigtigt vidne i sagen, hvorfor politiet meget gerne vil tale med hende.

Siden overfaldet på en 46-årig kvinde ved Hyrdehøj i Roskilde mandag den 18. september, har efterforskningen kørt på højtryk. Politiet har fået oplysninger om, at der i dagene op til overfaldet var en kvinde, der havde slået lejr i det grønne område ved Hyrdehøj, og hun kan være vidne i sagen.

Fredag den 15. september omkring middagstid havde kvinden slået et telt op ved søerne vest for atletikstadionet på Hyrdehøj. Lejren bar præg af, at hun muligvis havde boet der et stykke tid. Kvinden beskrives som: 20-35 år, alm. af bygning, lys i huden.

”Vi vil gerne tale med den kvindelige campist, da hun kan have set noget i området, der er vigtigt for opklaringen. Derfor håber vi på at få kontakt til hende” siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard

Politiet har desuden fået oplysninger om, at der er mange som dyrker rollespil på det grønne areal ved Hyrdehøj. Der var ingen officielle arrangementer på gerningsdagen, men politiet vil gerne høre, hvis andre har været i området for at lave rollespil i mandags.

Der er også set en kvindelig motionsløber med langt hår i en hestehale, muligvis i bordeaux tøj, der løb i området cirka kl 13.30. Hende vil politiet også meget gerne i kontakt med.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi