Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nørretorv, Ringsted
Odinsvej, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Østre Hovvej, Svinninge
Hedager, Greve
Præstekærvej, Køge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ravnshøjvej, Kornerup, Roskilde
Sneppevej, Ugerløse
Grevevej, Greve (4 anmeldelser)
Tyveri fra varebiler – Grevevej, Greve
Fire anmeldelser om tyveri fra firmavarebiler modtog politiet i løbet af torsdagen. Varebilerne havde alle stået parkeret ved et kursuscenter, da der blev forøvet tyveri fra dem i tidsrummet fra onsdag aften til torsdag morgen.
Målet for tyverierne var hånd- og el-værktøj i varebilernes varerum, som tyven(e) havde skaffet sig adgang til ved at opbryde låsen i sidedøren ind til varerummet.
Politiet formoder, at samme tyv står bag de fire tyverier på grund af fremgangsmåden, gerningstidsrummet og ikke mindst valget af tyvekoster. En enkelt af varebilerne er i den anledning blevet undersøgt for eventuelle spor. Resultatet af disse undersøgelser afventes nu.
Hvis nogen har bemærket noget usædvanligt i området ved kursuscenteret i løbet af natten mellem onsdag og torsdag, hører politiet gerne herom på tlf. 114.
Varetægtsfængsling – Livløs kvinde / seksualforbrydelse – Vestergade, Roskilde
Kl. 07.15 fik politiet via alarm 112 melding om, at en livløs kvinde var fundet i en lejlighed i en beboelsesejendom i Vestergade i Roskilde.
Redningspersonale og politiet kunne trods livreddende førstehjælp ikke få liv i kvinden, der blev erklæret død.
Kvinden blev identificeret som en 23-årig kvinde fra Roskilde, der forud for sin død havde opholdt sig i en lejlighed sammen med en 51-årig mand fra Roskilde.
Politiet fandt grundlag for at undersøge omstændighederne ved kvindens død nærmere, hvorfor efterforskere sammen med tilkaldte kriminalteknikere og en retsmediciner undersøgte både den afdøde kvinde og findestedet nærmere.
Under efterforskningen fremkom oplysninger om, at den 51-årige kunne mistænkes for at have forbrudt sig seksuelt over for kvinden inden hendes død. Han blev derfor i forbindelse med en anholdelse sigtet for og afhørt til denne mistanke.
Den 51-årige mand blev torsdag aften fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde, hvor han blev sigtet for voldtægt af den 23-årige kvinde inden hendes død.
Retten bestemte, at den 51-årige skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 9. februar 2023. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og retten nedlagde navneforbud i forhold til den 51-årige.
Årsagen til den 23-årige kvindes død er ikke endeligt fastlagt og undersøges derfor fortsat i et samarbejde mellem politiet, kriminalteknikere og retsmedicineren. Kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Arbejdsulykke – Søvej, Borup - Køge
Kl. 08.17 slog en boligejer alarm, da en håndværker var kommet til skade i forbindelse med renovering af boligen.
Det viste sig, at en 29-årig kvinde fra Herfølge var faldet ca. 1,5 meter ned fra en stige i forbindelse med noget malerarbejde på stedet.
Kvinden blev i en ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse for en eventuel personskade, og Arbejdstilsynet kom til stedet for at se nærmere på arbejdsforholdene, så det senere kan afklares, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 08.37 var to bilister stødt sammen i overhalingssporet på Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning lidt før Greve Centervej.
En 18-årig kvinde fra Karlslunde havde som fører af en personbil påkørt bagenden af den forankørende personbil, som en 30-årig mand fra Køge var fører af.
Ingen af dem kom til skade, men to vognbaner var spærret i forbindelse med oprydningsarbejdet frem til lidt efter kl. 09.00. Politiet registrerede blot omstændighederne ved sammenstødet.
Færdselsuheld – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 08.49 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til en tankvogn, som var forulykket under kørsel ad Tølløsevej i vestlig retning.
Under kørslen ved en vejkurve kom tankvognens højre forhjul ud i den bløde rabat, så tankvognen kæntrede mod sin højre side med lasten af brændstoffer i tankene. Den tilkoblede påhængstankvogn forblev stående på hjulene.
Den 52-årige mandlige lastbilchauffør fra Ruds-Vedby slap uskadt fra ulykken.
Redningsarbejdet medførte afspærring af Tølløsevej i begge retninger, og først kl. ca. 19.00 var lastbilen blevet trukket op på vejen igen. Der skete ikke nogen lækage på brændstoftankene ved uheldet.
Narko-/spirituskørsel uden førerret – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 11.17 foretog en patrulje afspærring af Tølløsevej i forbindelse med redningsarbejdet ved den væltede tankvogn på samme vej.
Under afspærringen kom en personbil uden nummerplader kørende hen til politiet, som i sagens natur ønskede at undersøge både bil og føreren nærmere.
Føreren af personbilen uden nummerplader var en 21-årig mand fra Nyrup, som ikke havde nogen førerret og derfor slet ikke måtte være fører af bilen. Han deltog efterfølgende i både en alkometer- og narkometertest, der begge gav udslag for påvirkning under kørslen.
Den 21-årige blev således sigtet for fire overtrædelser af færdselslovgivningen og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Dialogbaseret skolekontrol – Hundige Bygade, Greve
I tidsrummet kl. 07.30 – 08.15 foretog færdselspolitiet et tilsyn ved en skole på Hundige Bygade for at kontrollere, om elever ankom til skolen på lovlig og reglementeret vis.
Da der var tale om børn, blev færdselspolitiets indsats dialogbaseret, idet op mod 60 børn blev observeret kørende på cykel, uden at cyklens monterede lygter var blevet tændt i lygtetændingstiden. Kun i meget få tilfælde var der slet ikke lygter på barnets cykel.
I det omfang, det var muligt, talte færdelspolitiet med de børn, som havde glemt at tænde lygterne, om vigtigheden heraf, så de kunne blive set i mørket i morgentrafikken.
Efterfølgende blev skolens ledelse orienteret om færdselspolitiets observationer, så skolen ville via en intern besked orientere børnenes forældre herom.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Vestergade, Tune – Greve
Kl. 16.07 havde en 33-årig mand fra Gadstrup formentlig været lidt uopmærksom, så han under kørsel i en varebil ad Vestergade i vestlig retning var kørt ind i en husmur. Gavlen på det påkørte hus havde rykket sig 5-10 cm, og der skete skade på frontens af hans varebil, hvis airbags blev udløst.
Den 33-årige var sluppet uskadt fra uheldet, men blev konstateret påvirket af spiritus i et sådant omfang, at han blev sigtet for spirituskørsel. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet har optaget rapport om.
Færdselsuheld – Adelers Alle, Kirkebyen, Fårevejle St. – Odsherred
Kl. 16.11 var det sket et sammenstød mellem to trafikanter, der begge var kørt ad Adelers Alle i vestlig retning og lige efter hinanden.
En 29-årig mand fra Jerslev opdagede for sent, at den forankørende, 28-årige kvinde fra Nykøbing Sj. bremsede, så han påkørte bagenden af hendes bil.
En ambulance var blevet sendt til uheldsstedet, men begge parterne var sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Færdselsuheld – Kaserne Parkvej, Ringsted
Kl. 18.07 kom en 43-årig kvinde fra Lille-Skensved kørende i en personbil ad Kaserne Parkvej i østlig retning, da hendes bil blev påkørt af en anden bilist – en 40-årig mand fra Holbæk – som kørte frem og kørte ind i siden på kvindens bil, selv om han havde ubetinget vigepligt. Der skete ingen alvorlig personskade ved sammenstødet.
Brand – Algade, Roskilde
Kl. 20.57 modtog politiet en anmeldelse om kraftig røgudvikling i en forladt bygning. Politi og brandvæsen kom frem til stedet og fandt flere forskellige arnesteder, men ingen naturlig forklaring på brandenes opståen. Brandvæsnet fik slukket de forskellige brande og fik luftet røgen ud af bygningen., og stedet skal nu undersøges nærmere af politiets kriminalteknikere for at kortlægge de nærmere omstændigheder omkring brandene, herunder om de kan være påsatte, eller om de er opstået på anden vis. Den forladte bygning benyttes af og til af personer til uberettiget ophold.
Spirituskørsel – Kalundborgvej, Gørlev Sjælland – Kalundborg
Kl. 00.40 standsede en patrulje en personbil, som blev ført af en 50-årig lokal kvinde. Patruljen mistænkte, at kvinden var påvirket af spiritus over det tilladte, hvilket kvinden erkendte. Hun blev sigtet for spirituskørsel og var kortvarigt anholdt, mens hun fik udtaget en blodprøve. Kvinden vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.
Mand stjal kød og endte i fogedretten – Roskilde
Kl. 03.46 blev politiet tilkaldt til en kødgrossist i Roskilde, hvor personalet havde afsløret en af de ansatte for tyveri af kød.
Det viste sig, at en 25-årig mand, der var ansat på stedet, havde stillet 12 kasser med oksekød ud på en parkeringsplads ved virksomheden for at afhente dem senere. De 12 kasser indeholdt 102 kg ribeye og 68 kg mørbrad, som samlet set har en værdi på ca. 45.000 kr.
Manden blev anholdt og sigtet for tyveri, og han blev afhørt på politistationen. Det viste sig dog, at manden var eftersøgt til fogedretten, så derfor forblev han i politiets varetægt efter endt afhøring, og han blev afleveret i fogedretten fredag formiddag, så han kunne få klaret sit mellemværende med dem.