Nyt fra Roskilde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Holbækvej, Roskilde (forsøg)
Gyvelvej, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Karlslunde rasteplads, Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde
Nordstjernen, Køge
Karlslundevejen, Hastrup, Gadstrup


Brandundersøgelse – Bakkelodden, Nyrup, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 07.57 fik politiet via alarm 112 melding om, at brandvæsnet var rykket ud til ildebrand i et sommerhus på Bakkelodden i Nyrup ved Nykøbing Sj.

Politiet kunne sammen med brandvæsnet konstatere, at der var brand i området ved en terrasse på sommerhusets ene side, men der var ingen personer til stede i huset.

Branden blev hurtigt slukket, men der var sket skader på terrassen, en trævæg i selve sommerhuset og på dele af tagkonstruktionen.

Sommerhusets ejer blev underrettet om branden, hvis årsag skal undersøges nærmere af politiet ud fra en mistanke om, at elektriske installationer på terrassen kan være en medvirkende årsag til brandens opståen.

To hurtige knallerter afsløret – Stevnsvej, Strøby Egede, Strøby – Stevns

Onsdag morgen var færdselspolitiet i området ved Strøby skole for at holde med elevernes ankomst til skolen.

To unge kom til skolen ad Stevnsvej og var kørende på 30-knallerter, som ifølge færdselspolitiet observationer nok kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt.

Begge knallerter blev indbragt til nærmere undersøgelse på et rullefelt, hvor begge knallerter blev målt til kunne køre mindst 69 km/t mod de højst tilladte 30 km/t for en lille knallert.

Knallertkørerne var to unge mænd på 15 år fra Strøby, der begge havde gyldigt knallertkørekort, men de slap ikke for en sigtelse for konstruktive ændringer af deres knallerter. De kan nu hver især ud over en bøde forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekort til lille knallert.

Begge knallerter blev genudleveret til deres respektive ejere, og de unges værger er blevet underrettet om sagerne mod dem.

Røg fra bygning var falsk alarm – Kalundborgvej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.38 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en bygning, hvori der var et værtshus, fordi røg trængte ud gennem en dør.

Brandvæsnet og politiet slap dog for en større indsats, idet en røgkanon på stedet ved en fejl var blevet aktiveret. Der var således ikke nogen ildebrand i noget som helst på stedet.

Arbejdsulykke – Gl. Ebbeløkkevej, Ebbeløkke, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 11.01 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand havde fået et kraftigt stød i forbindelse med arbejde med elektriske installationer.

Det viste sig, at en 29-årig mand fra Frederiksberg havde fået et kraftigt stød under sit arbejde med nogle højspændingsledninger. Han havde haft handsker på, så han undgik forbrændinger på hænderne, da han rørte ved de strømførende ledninger.

Den 29-årige blev checket på skadestuen for eventuelle eftervirkninger fra det utilsigtede, elektriske stød.

Arbejdstilsynet blev underrettet om sagen, som undersøges nærmere for at få afklaret, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Ung mand udsat for grov vold – Over Bølgen, Greve

Kl. 12.11 rykkede politiet ud til området ved indkøbscentret Waves, idet en ung mand havde henvendt sig på skadestuen for at få tilset et sår på det ene ben.

Den kvæstede var en 14-årig dreng fra Greve, der på det ene ben havde fået et sår, som ikke blev anset som en livstruende skade, men dog så alvorligt, at der skulle ske lægelig behandling.

Den 14-årige var ikke særlig meddelsom omkring omstændighederne, hvorunder han havde pådraget sig skaden ved Waves, men såret kunne ifølge politiets vurdering være forårsaget ved brug af et skarpt redskab.

Politiet undersøgte området ved Waves ud fra de oplysninger, som den 14-årige gav politiet. Til sidst fandt politiet dog et område med noget blod på jorden, så dette område blev afspærret med henblik på nærmere undersøgelse.

Til sidst fik politiet klarlagt ved bl.a. at kigge på videoovervågning, at der formentlig var sket et knivstikkeri, hvorved den 14-årige var blevet kvæstet.

Efterforskningen og undersøgelserne ved Waves fortsatte i sagen, som efter politiets opfattelse kunne betegnes som grov vold. Mistanken kunne herefter rettes mod en 16-årig ung mand fra Greve, som politiet via forskellige efterforskningsskridt fandt frem til.

Kort før kl. 17.30 kunne politiet derfor udramatisk foretage anholdelse af den 16-årige, der blev sigtet for grov vold mod den 14-årige på det sted, hvor politiet havde fundet blod ved indkøbscentret.

Den 16-årige blev løsladt sent onsdag aften efter afhøring til sagen, hvori den 16-årige også var blevet sigtet for ulovlig besiddelse af en kniv på gerningstidspunktet. De sociale myndigheder og en forsvarer var til ved afhøringen af den 16-årige.

Efterforskningen i sagen fortsætter i et forsøg på at finde motivet bag opgøret mellem de to parter, hvis værger er blevet underrettet. Politiets undersøgelser i anledning af sagen ved og omkring Waves blev afsluttet kort efter kl. 18.

Færdselsuheld – Køgevej, Fjellebro, Ringsted

Kl. 15.10 var en ATV og en personbil stødt sammen på Køgevej ved Fjellebrohuse i Fjellebro, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 20-årig mand fra Køge som fører af en varebil var standset på grund af kødannelse foran ham i forbindelse med kørsel ad Køgevej i østlig retning.

En 16-årig ung mand fra Ringsted opdagede dette for sent, da han på en ATV kørte ad Køgevej i samme retning. Han påkørte derfor bagenden af varebilen, hvorefter han i ambulancen blev kørt til kontrol på skadestuen.

Den 16-årige, der havde kørekort til ATVen, var sluppet uden behandlingskrævende skader, og ATVen blev afhentet af et familiemedlem, som blev underrettet om, at politiet blot registrerede omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Færdselsuheld – Næstvedvej / Vetterslev Bygade, Vetterslev, Ringsted

Kl. 18.28 rykkede politiet ud til krydset Næstvedvej – Vetterslev Bygade i Vetterslev for at undersøge omstændighederne nærmere, efter at en bilist og en knallertkører var stødt sammen.

Det viste sig, at en 38-årig kvinde fra Ringsted som fører af en personbil var kørt i vestlig retning ad Vetterslev Bygade frem til krydset ved Næstvedvej. Efter et kort stop fortsatte hun fremad og stødte herunder sammen med en 15-årig ung kvinde fra Ringsted, der kørte på en lille 30-knallert ad cykelstien på østlige side af Næstvedvej og mod færdselsretningen.

Knallertkøreren blev ikke selv ramt, men væltede og slog sig, efter at knallertens forhjul var blevet påkørt.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om flere overtrædelser af færdselslovgivningen i forbindelse med sammenstødet.

Narkokørsel uden førerret mv. – Solholmsvej, Svinninge – Holbæk

Kl. 19.14 standsede politiet en personbil, som en 36-årig mand fra Svinninge var fører af. Han havde imidlertid ikke noget kørekort, idet politiet i 2020 havde inddraget hans førerret i forbindelse med en verserende færdselssag.

En narkometertest indikerede, at han tillige kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han blev anholdt i forbindelse med de to sigtelser for overtrædelse af færdselslovgivningen.

Ved nærmere undersøgelse af hans bil fandt politi 0,5 gram kokain, som blev beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse af den 36-årige.

Politiet løslod ham efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Narkokørsel uden førerret – Vallekildevej, Hørve – Odsherred

Kl. 20.50 blev en 25-årig mand fra Hørve indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret, da politiet standsede ham som fører af en personbil ad Vallekildevej i Hørve. Politiet havde i juni 2023 inddraget hans førerret, da han ikke havde aflagt en kontrollerede køreprøve i forbindelse med en betinget frakendelse af førerretten som sanktion i en tidligere færdselssag.

Da politiet yderligere kunne mistænke den 25-årige for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.

Alarm efter mindre forurening – Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 01.43 indgik en alarm fra en medicinalvirksomhed om, at der var sket et mindre udslip af ammoniak, så medarbejderne på virksomheden var ved at blive evakueret af sikkerhedsmæssige årsager.

Brandvæsnet og politiet kunne ved virksomheden konstatere en kraftig lugt af ammoniak, som med den svage vind drev i sydøstliglig retning. Der var således ikke behov for yderligere evakuering end 150-200 medarbejdere på virksomheden. Virksomhedens egne advarselssirener var blevet aktiveret som følge af det utilsigtede udslip.

Brandvæsnet fik sammen med det tilkaldte kemiske beredskab iført relevant beskyttelsesudstyr lokaliseret udslippet til en defekt ventil ved en ammoniaktank. Udslippet blev stoppet kl. ca. 03.10, og det foreløbige skøn var et udslip af 30-40 liter ammoniak. Fareområdet som følge af udslippet blev herefter indskrænket væsentligt.

Politiets indsats i området blev afsluttet herefter, mens virksomheden gik i gang med at tilse den pågældende ventil for at undgå yderligere udslip. Politiet har ingen oplysninger om nogen som helst tilskadekomst i anledning af det utilsigtede ammoniakudslip.

To cykler stjålet – Kalundborg

Kl. 02.00 anså en patrulje på Hestehaven en bilists adfærd som mistænkelig, idet en bilist i området ved krydset Hestehaven / Gl. Røsnæsvej uden grund pludselig kørte ind til siden og slukkede lyset på bilen.

Politiet foretog efterfølgende en kontrol af den pågældende personbil, som blev ført af en 36-årig mand fra Fårevejle St. Inde i bilen kunne politiet se to MTB-cykler, hvis fordæk var afmonteret, så de kunne være inde i bilen. Desuden havde begge cykler fortsat cykellåse på, hvilket gav politiet grundlag for at undersøge omstændighederne nærmere.

Ingen af cyklerne var efterlyste, men den 36-årige kunne umiddelbart ikke forklare, hvordan og hvorfor han under disse omstændigheder var i besiddelse af to MTB-cykler til en skønsmæssig værdi af ca. 15.000 kr.

Politiet valgte derfor at sigte den 36-årige for tyveri på et ukendt sted af de to MTB-cykler, som politiet beslaglagde med henblik på at finde frem til ejeren, så de kan få deres cykler retur.

De to beslaglagte cykler er hhv. en blå MTB af mærket Specialized og en sort/grøn MTB af mærket Aspect. Sidstnævnte cykel var forsynet med et klistermærke fra en cykelforretning i Kalundborg. Hvis nogen savner disse cykler og f.eks. kan oplyse stelnummeret, hører politiet gerne fra ejerne på tlf. 114.

Brand på altan – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 04.50 havde en opmærksom beboer i Ladegårdsparken Vest opdaget, at der var brand på en altan ved en lejlighed på første sal, så brandvæsnet var blevet alarmeret.

Den opmærksomme beboer havde banket på døren hos en 60-årig kvindelig beboer, der nu også opdagede branden på sin altan. Hun kunne ikke umiddelbart selv slukke den og forlod sin lejlighed.

Politiet fik både advaret og evakueret øvrige beboere i opgangen, mens brandvæsnet fik slukket branden på altanen.

Branden havde undervejs udviklet en del røg, så beboerne i opgangen blev vejledt om at søge lægelig hjælp, så de blev utilpas senere på dagen.

Der var sket en del skader på altanen og kvindens bopæl, hvor elektriciteten var blevet afbrudt.

Politiet fik ved undersøgelse af brandstedet og afhøring af beboeren klarlagt, at branden med stor sandsynlighed kunne være startet som følge af et cigaretskod, der kunne have fået antændt en madras på altanen.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi