Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:Indbrud i virksomhed/forretninger:
Yderholmvej, Lille-Skensved
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Brilliantvej, Jyllinge, Roskilde
Ejgårdsmine, Greve
Vingen, Osted, Lejre
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Udlodden, Nyrup, Nykøbing Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ilebjerg, Gørlev
Tyveri fra køretøjer:
Kalundborgvej, Holbæk
Vestmotorvejen, Ringsted
Mistænkeligt opkald – Gadstrup, Roskilde
Kl. 11.28 anmeldte en 84-årig mand fra Gadstrup, at han var blevet ringet op af en engelsktalende mand, som oplyste, at anmelders konto var blevet hacket, og at manden derfor skulle bruge kontooplysninger fra anmelderen. Anmelderen blev mistænkelig og afsluttede opkaldet, hvorefter han anmeldte det til politiet.
Hastighedsovertrædelse – Stensbjergvej – Køge
Kl. 11.30 målte politiets laser en bil, der kom kørende ad Stensbjergvej mod syd. På strækningen er en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, og bilen blev målt til at køre 84 km/t på strækningen. Føreren, en 43-årig mand fra København, kan se frem til en betinget frakendelse af sit kørekort samt en bøde på 4200 kr. samt 500 kr. i bidrag til offerfond.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Æblehaven, Roskilde
Kl. 11.30 bemærkede en patrulje en mand, som kom kørende på elløbehjul ad Holbækvej mod vest og mod færdselsretningen på cykelstien. Politiet anråbte manden for at standse ham, men manden ønskede ikke at efterkomme politiets anvisninger og stak af fra stedet og forsvandt ned i en kælder. Kort efter kom manden ud af en opgang og blev her standset af politiet. Manden blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og blev visiteret, her fandt politiet 4,84 g amfetamin til eget forbrug. Manden – en 51-årig lokal mand – erkendte at have kørt uden hjelm, mod færdselsretningen og at han ikke efterkom politiets anvisninger. Manden er sigtet, og han vil høre nærmere fra politiet.
Mand sigtet for kørsel uden førerret – Anders Plougs Alle, Greve
Kl. 11.58 blev en 28-årig mand fra Glostrup sigtet og anholdt, da han kom kørende ad Anders Plougs Alle i østlig retning, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev desuden sigtet for kørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve, og han blev efterfølgende løsladt. Sagerne bliver afgjort på et senere tidspunkt.
Kvinde sigtet for brugstyveri og kørsel uden førerret – Nørregade, Ringsted
Kl. 13.30 anmeldte en kvinde, at en 23-årig kvinde fra Ringsted i forbindelse med noget rengøringsarbejde havde været en uoverensstemmelse mellem den 23-årige og anmelder, hvorefter den 23-årige kvinde havde taget anmelders bilnøgler og havde forladt stedet i anmelders firmabil. Politiet kunne kort tid efter finde frem til den 23-årige kvinde, som blev sigtet for brugstyveri og kørsel uden førerret. Den 23-årige kvinde erkendte begge dele og afleverede nøglerne tilbage til anmelderen. Kvinden vil høre nærmere, når sagerne afgøres.
Narkokørsel, Køge Bugt Motorvejen – Køge
Kl. 14.13 blev en 33-årig mand fra Frederiksberg sigtet for kørsel, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Sagen afgøres, når resultatet af bodprøven modtages af politiet.
17-årige bilist kørte slalom på Munkholmvej, Holbæk
Kl. 14.58 sigtede politiet en 17-årig mand fra Svinninge for at have forvoldt fare for liv eller førlighed, da han kom kørende ad Munkholmvej, hvor han kørte imellem de øvrige biler på vejen, lavede hasarderede overhalinger, kørte over i modsatte vejbane samt op på fortovet, hvor bilen var meget tæt på at ramme en kvinde. Bilen påkørte derefter en kantsten, og den 17-årige blev tilbageholdt af vidner til kørslen, som havde alarmeret politiet. Den 17-årige blev anholdt af politiet og blev afhørt på politistationen, hvorefter han blev løsladt. Manden er sigtet og vil høre nærmere fra politiet inden for nærmeste fremtid.
Falsk politimand talte om aktier – Havdrup, Solrød
Kl. 18.07 anmeldte en 73-årig kvinde fra Havdrup, at hun sammen med sin ægtefælle var blevet ringet op af en mand, som påstod at være fra politiet. Den falske politimand forklarede, at anmelders navn var set på en computer, som havde været brugt til aktiehandel, og at der nu manglede 8000 kr., som anmelderen og ægtefælle skulle have stjålet. Den falske politimand fortalte herefter anmelder, at der ville komme to politimænd til anmelderes adresse. Anmelder havde ikke haft besøg af nogen politimænd. Det rigtige politi optog anmeldelsen fra kvinden og vejledte hende i, hvad hun skulle gøre, hvis hun igen blev kontaktet af falske politimænd.
Falsk bankmand talte om aktier og sendte tre ”politimænd” – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge
Kl. 18.08 kontaktede en 69-årig mand poltiet og anmeldte, at han var blevet ringet op af en mand, som udgav sig fra at være fra Nordea. Manden talte om nogle penge, der var tabt på aktiehandel og sagde til anmelder, at poltiet ville komme hjem til manden. Få minutter senere dukkede tre unge mænd på ca. 25 år op på anmelders adresse. Den ene mand var iført kasket og t-shirt med politi-logo og viste et foto af en politiskilt på en mobiltelefon. Anmelderen synes, at det virkede meget mystisk og spurgte de tre unge mænd hvor deres politibil var henne, hvilket fik de tre unge mænd til at fordufte fra stedet.
Politiet vil gerne rose borgeren for at ikke lade sig narre af de tre svindlere.
Hvis man er i tvivl om, om det vitterligt er det rigtige politi, man har besøg af, kan man altid bede om at se et fysisk politiskilt og bede om betjentens id-nummer. Herefter kan man ringe 114 for at få bekræftet, at det er det rigtige politi, man har besøg af.
Politiet vil gerne høre fra personer, som har oplysninger om de tre falske politifolk. De beskrives som:
A: Mand, ca. 25 år, mørk i huden – anmelder beskriver manden som indisk af udseende
B: Mand, ca. 25 år, lys i huden og med rødt hår
C: Mand, ca. 25 år, lys i huden og iført politikasket og politi-t-shirt.
Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen eller om mændene.
Spirituspåvirket motorcyklist påkørte parkeret bil – Hovedgaden, Høng
Kl. 20.28 kom et alarmopkald om, at en 26-årig motorcyklist fra lokalområdet havde påkørt en parkeret bil, hvorefter han mistede herredømmet over sin motorcykel og væltede ned i kantstenen. Det viste sig, at motorcyklisten var alkoholpåvirket og blæste alkometeret op på over det tilladte. Han blev derfor anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse.
Spirituspåvirket bilist på flugt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl. 21.54 påkørte en 21-årig bilist en kantsten i midten af en rundkørsel i Benløse. Bilisten mistede kortvarigt herredømmet over bilen, som han dog fik standset kort efter på Roskildevej.
Blot 10 minutter senere kom endnu et alarmopkald fra en kvinde, der havde været på stedet og set tre biler holde mistænkeligt på kørebanen omgivet af dåser, hvorefter en mand kom løbende hen til kvinden. Manden virkede beruset og talt usammenhængende. Kvinden kørte derfor videre fra stedet.
En patrulje kørte til stedet og ledte efter den 21-årige mand til fods og fandt ham i en have. Den 21-årige var spirituspåvirket, men nægtede at tage en narkometertest. Manden blev derfor anholdt, sigtet for narko- og spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse.
Skyderi – Agervang, Holbæk
Kl 21.43 får politiet anmeldelse om, at to personer er ramt af skud i Agervang. De to mænd på hhv 24 og 25 år sad i en bil på parkeringspladsen og snakkede med en bekendt, da der fra en mindre rød bil bliver affyret et eller to skud. Begge mændene bliver ramt i armen, men ikke kritisk. Den røde bil kører derefter fra stedet. Politiet hører gerne fra vidner, der har bemærket den røde bil i området før eller efter skyderiet. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om motivet til skyderiet. Lokalpolitiet vil i dag være tilstede i Grønneparken fra 1000-1130 og igen fra 1400-1530 med den mobile politistation, og borgere, der ønsker at snakke med politiet, er velkomne til at komme forbi.
Ubuden gæst i have – Grevehaven, Greve
Kl. 22.53 anmeldte en 38-årig kvinde, at en fremmed mand opholdte sig i hendes have og havde hevet i dørhåndtagene til huset. En patrulje kørte til stedet, kiggede i området og talte med kvinden. De kunne dog ikke umiddelbart finde manden i området.
Personbil påkørte traktor med halmvogn – Hvalsøvej, Kirke Eskilstrup, Holbæk
Kl. 23.27 tirsdag aften kom der et alarmopkald om, at en 26-årig traktorfører med halmvogn havde foretaget et venstresving i sydvestlig retning på Hvalsøvej. En personbil med en 26-årig fører fra Roskilde, der kom kørende fra nordøstlig retning, overså halmvognen og påkørte den. En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at ingen kom alvorligt til skade under sammenstødet.
Mistænkelig mand – Stormandshøjen, Himmelev, Roskilde
Kl. 02.12 anmeldte en mand i Himmelev, at han, via sin videoovervågning, havde spottet en maskeret mand luske rundt i sin indkørsel. Politiet kørte til stedet og søgte efter den maskerede mand, men kunne ikke finde ham i området.
Opfølgning: Efterlyst fører melder sig selv
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste i går den bil, der mandag kl 13.20 påkørte en cyklist på Vibevej i Ringsted. Føreren af bilen og cyklisten havde forinden haft et skænderi. Cyklisten er fortsat i kritisk tilstand. Tirsdag eftermiddag modtog politiet oplysninger fra en borger, der havde set en bil svarende til den på billederne holde i et buskads i St. Merløse. En nærmere undersøgelse viste, at den fundne bil havde skader på fronten, og at der efter alt at dømme var tale om den bil, der blev brugt ved påkørslen. Efterforskningen gav hurtigt en ide om, hvem der kunne have kørt i bilen, og tirsdag aften kl 22.25 valgte en 25-årig mand at melde sig selv på politistationen i Roskilde og oplyse, at han havde været fører af bilen, som han havde lånt af ejeren. Han er indledningsvist sigtet for forsøg på manddrab. Manden ventes fremstillet i grundlovsforhør kl 13 ved Retten i Roskilde.