Nyt fra Roskilde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Vintappervej, Jenslev, Kirke-Hyllinge
Stenrøjel, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Svellebakken, Veddinge Bakker, Fårevejle St.
Syrenvej, Ellinge Lyng, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Damhaven, Greve (forsøg)
Vesthegnet, Greve

 

 

Flere færdselsuheld fra morgenstunden – Kalundborg / Solrød / Roskilde / Ringsted

Inden for mindre end en time fik politiet fire anmeldelser om færdselsuheld i morgentrafikken forskellige steder i politikredsen.

Kl. 07.26 var en 22-årig mand fra Slagelse som fører af en lastbil ad Eskebjergvej, Kalundborg, mod vest røget i grøften, da han var trukket ud mod højre for at undgå en modkørende og slingrende bilist. Herved mistede han kontrollen over lastbilen, der kørte ned i grøften og væltede om på siden, efter flere mindre træer var blevet påkørt. Lastbilchaufføren slap uskadt.

Kl. 07.29 var en 28-årig mand fra Bjæverskov kørt i en personbil ad Kildebrogårdsvej mod syd i Havdrup frem til krydset ved Skolevej, hvor han efter fremkørsel over vigelinjen svingede til venstre ad Skolevej mod øst. Under svingningen blev han påkørt af en 38-årig kvinde, der i en personbil kørte ad Skolevej mod vest og med fronten ramte modpartens venstre bagskærm. Ingen af parterne kom til skade.

Kl. 08.13 rykkede politiet ud til morgenens tredje færdselsuheld, som var sket i lyskrydset Frederiksborgvej – Gulddyssevej, Gundsømagle, Jyllinge. En 40-årig kvinde fra Hillerød var som kørende af Frederiksborgvej mod syd standset for rødt lys i lyskrydset. Det opdagede en 39-årig mand fra Hillerød for sent, så han påkørte bagenden af kvindens bil. Ingen af dem kom til skade, men manden måtte have et bugseringskøretøj til at fjerne hans bil bagefter. Kvinden kunne selv køre fra stedet i sin bil.

Morgenens sidste uheld kl. 08.18 var sket i tæt tåge på Haslevvej ca. 5 km syd for Ringsted, hvor fire trafikanter var blevet involveret i et sammenstød. Ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en lastbil i det tågede vejr havde nedsat hastigheden i forbindelse med en svingning. Tre andre bilister var standset bag lastbilen, men en 25-årig mand fra Sorø opdagede trafikophobningen for sent, så påkørslen af den bageste bil medførte også skader på to andre biler, da den påkørte bil blev skubbet fremad.

Social dumping-kontrol flere steder – Roskilde / Greve / Køge / Lejre / Holbæk

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af onsdagen en kontrolindsats mod eventuel social dumping inden for byggepladsbranchen flere forskellige steder i politikredsen.

Arbejdstilsynet deltog i kontrollerne, der startede i den nordlige del af Roskilde by, hvor en bygning blev renoveret. Her traf myndighederne ingen personer og fortsatte videre til en byggeplads i Karlslunde. Her traf myndighederne tre mænd fra hhv. Rusland, Hviderusland og Polen, men politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere for dem.

Næste besøg var i Køge by, hvor en bygning var ved at blive renoveret, men her var der heller ikke nogen arbejdere at træffe og kontrollere. Et andet sted i Køge by traf myndighederne ved en bygningsrenovering i alt syv personer, hvoraf de tre var fra Polen. De tre udenlandske mænd havde alle deres papirer i orden, så politiet foretog sig ikke yderligere over for dem.

Sidste planlagte kontrol skete i Kirke-Hyllinge-området i Lejre kommune, hvor boliger blev renoveret. På kontroltidspunktet fandt politiet ingen personer på arbejdspladsen.

Arbejdstilsynet fortsatte på eget initiativ til en byggeplads lidt syd for Holbæk by, hvor to udlændinge med udenlandsk opholdstilladelse blev truffet. Udlændingeafdelingen blev tilkaldt til stedet og foretog kontrol af to mænd fra Kosovo med svensk opholdstilladelse, men også de havde deres papirer i Danmark i orden.

Udlændingeafdelingen fandt således ikke grundlag for at sigte nogen i forbindelse med social dumping-indsatsen, hvor politiet ofte sammen med forskellige myndigheder laver uvarslede kontroller inden for forskellige brancher for at afsløre f.eks. ulovlig arbejdskraft og ophold i Danmark.

Væltet lastbil gav klip til nysgerrige bilister – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

kl. 14.15 kørte en lastbil øst på Vestmotorvejen ved Bjæverskov, da højre fordæk eksploderede. Lastbilen trak mod højre på grund af det ødelagt dæk, så den påkørte autoværnet og væltede ned i en grøft og lagde sig på siden. På lastbilens lad lå mange tons sand, som faldt af ladet og endte i grøften.

Lastbilchaufføren slap uskadt fra uheldet, men motorvejen måtte spærres i nødspor og første vognbane, for at give plads til bjærgningen af lastbilen og sandet. En skiltevogn blev opsat og tilkørsel 34 Herfølge blev afspærret, så trafikken forbi uheldsstedet ikke blev belastet yderligere.

Politiets indsatsleder oplevede at farlige situationer på motorvejen i vestlig, da flere bilister filmede uheldsstedet, når de kørte forbi. Det skabte opbremsninger og risiko for flere uheld.

Flere betjente fra færdselsafdelingen lavede derfor en målrettet indsats mod bilister, som anvendte håndholdt mobiltelefon forbi uheldsstedet. På en time blev det til 12 bøder til førere, som enten havde taget foto/video af uheldsstedet eller som i øvrigt havde anvendt håndholdt mobiltelefon. Bøden er på 1.500 kr og oveni kommer 500 kr til Offerfonden. Bilisterne får desuden et klip kørekortet, og for en bilist betød det, at han nu fik sit tredje klip, så det kan koste ham en betinget frakendelse af førerretten.

Først ca. kl. 19.00 var lastbilen flyttet væk fra motorvejen, så der kunne åbnes helt for trafikken igen.

Narkokørsel på parkeringsplads – Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 14.42 kontrollerede politiet en personbil, der kørte rundt på parkeringspladsen ved et varehus.

Bag rattet i personbilen sad en 39-årig mand fra Kalundborg, som i forbindelse med en narkometertest kunne formodes påvirket af cannabis under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 15.23 var en 45-årig mand fra Ringsted kørt ad Valdemar Sejrsvej mod syd, da han i sin personbil trak ud i rabatten for at gøre klar til at køre i den modsatte retning.

Han fortrød og trak retur ud på kørebanen igen, samtidig med at en bagfrakommende bilist var ved at køre forbi ham.

En 45-årig kvinde fra Fårevejle St. kunne som fører af sin personbil i samme retning ikke undgå at strejfe mandens bil på grund af hans ændrede placering på vejen, så der skete mindre skade på køretøjerne.

Politiet registrerede omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Falsk bankbud fik dankort udleveret – Viby Sj. – Roskilde

Kl. 17.01 anmeldte en 78-årig kvinde fra Viby Sj., at hun var blevet fuppet til at udlevere sit dankort til et ”bankbud”, der efterfølgende uberettiget havde hævet 15.000 kr. fra hendes bankkonto.

En patrulje besøgte kvinden og fik klarlagt, at hun kl. ca. 16.00 var blevet ringet op en formentlig yngre mand, der havde præsenteret sig som en medarbejder fra den tekniske afdeling i kvindens bank. De talte sammen i mere end en halv time, og den falske bankmand fik den 78-årige til oplyse koden til dankortet, som et bankbud straks ville afhente for at undgå, at nogen forsøgte at hæve uberettiget fra hendes bankkonto.

Kl. ca. 16.45 ankom ”bankbuddet” til hendes bopæl og fik dankortet udleveret, hvorefter den 78-årige lidt senere anede uråd og kunne konstatere, at der uberettiget var hævet penge.

Efter samråd med et familiemedlem valgte den 78-årige at anmelde sagen, hvor politiet nu forsøger at få identificeret ”bankbuddet”, der blev beskrevet som: mand, 20-25 år, brunlig hudfarve, spinkel af bygning, 160-165 cm høj, kort hår og iført joggingtøj.

Politiet har optaget rapport om endnu et bedragerisk forhold og vil i den anledning forsøge at få afklaret, hvorvidt dette fupnummer kan sættes i forbindelse med et tilsvarende tilfælde fra Gevninge-området.

Opfordringen fra politiet ved sådanne uventede telefonopkald er at få oplyst medarbejderens navn og arbejdsplads, hvorefter telefonopkaldet afbrydes. Herefter foretages et kontrolopkald til arbejdspladsens hovedtelefonnummer for at blive omstillet til den pågældende, hvilket i de fleste tilfælde vil afsløre svindelnummeret.

Uro i ventesalen medførte sigtelse – Banegårdspladsen, Kalundborg

Kl. 18.47 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge under ophold i ventesalen ved Kalundborg togstation lavede ballede over for både andre rejsende og beboere i området, idet de bl.a. råbte højt og spillede musik til ulempe for rejsende og naboer.

Ved politiets ankomst til stedet traf politiet to piger på 14 og 15 år fra Kalundborg samt en mand på 20 år uden fast bopæl.

Den 15-årige pige havde svært ved at forstå politiets budskab om at dæmpe den generende adfærd, idet hun fortsatte sin uroskabende adfærd under politiets tilstedeværelse. Politiet besluttede derfor at sigte hende for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvilket hendes værger og de sociale myndigheder vil blive underrettet om.

De tre unge blev til sidst bortvist fra stedet, så roen i ventesalen og på stationsområdet kunne genoprettes.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 19.25 kontrollerede politiet en personbil, der blev ført ind på en parkeringsplads ved et supermarked.

En 35-årig kvinde fra Kalundborg sad bag rattet i personbilen, som hun ikke måtte være fører af, fordi hun i forvejen var frakendt kørekortet. Desuden kunne politiet mistænke hende for at være påvirket af narkotika under kørslen, så hun blev tillige sigtet for narkokørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Vold mod ansat på fastfoodrestaurant – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 22.46 slog personalet på en fastfoodrestaurant alarm til politiet, fordi en 19-årig mandlig medarbejder var blevet overfaldet af en kunde, der nu var forsvundet fra stedet.

Politiet fik klarlagt, at den 19-årige medarbejder havde tilbageholdt noget mand, som en mand havde bestilt via selvbetjeningen og til betaling ved udlevering af maden.

Da medarbejderen kunne genkende manden, som tidligere havde haft besvær med at betale for bestilt mand, tilbageholdt medarbejderen maden og forlangte at få betalingen inden udleveringen.

Det fik manden til at blive voldelig, idet han overfaldt medarbejderen med slag og spark, inden han flygtede fra stedet.

Politiet ledte efter manden og fandt kort efter på Holbæk togstation den mistænkte, der blev identificeret som en ædru, 36-årig mand uden fast bopæl.

Den 36-årige blev anholdt og sigtet for vold, og efter en afhøring til sagen på Holbæk politistation valgte politiet efter en nøjere vurdering af sagen at løslade manden. Han kan dog forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når voldssagen skal afgøres i retten.

Narkokørsel – Karinavej, Høng – Kalundborg

Kl. 00.59 sigtede politiet en 41-årig mand fra København NV for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Karinavej i Høng.

Den 41-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Brandundersøgelse – Ådalen, Køge

Kl. 04.34 slog en mandlig medarbejder fra en virksomhed alarm til brandvæsnet, da han ved ankomsten kunne lugte noget brændt i en lagerhal.

Brandvæsnet og politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at der var opstået en mindre brand i en palle med træbriketter ved siden af en brændeovn.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun havde forårsaget mindre skader på både brændeovnen, bygningen og træbriketterne.

Ingen personer kom til skade, og politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen i den mennesketomme fabrik.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi