Nyt fra Roskilde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Baunehøjvej, Veddelev, Roskilde
Stevns Landevej, Frøslev, Store-Heddinge
Betonvej, Roskilde
Urhøjvej, Bjerge, Store-Fuglede

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Jersie Kystvej, Solrød Strand
Birkeengen, Jyllinge (2 anmeldelser)
Egedalsvej, Karlslunde
Højlystvej, Tuse Næs, Holbæk
Kløvervej, Karlslunde
Agervej, Karlslunde
Tuen, Viby Sj.
Stenhøjparken, Borup
Rugbjerg, Greve
Storebjerg, Greve
Hasselvej, Jyllinge (forsøg)
Ærtebjerghusene, Borup
Bygaden, Bybjerg, Orø
Hovgårdsparken, Greve
Skovvej, Greve
Maglekærvej, Solrød Strand
Lundshøjvej, Grevinge
Hjortholmvej, Tølløse
Værkevadsvej, Ortved, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Nyvej, Nykøbing Sj.
Klintebakken, Veddinge Bakker, Asnæs
H/F Virkelyst, Ringsted
Vej 13, Vig Lyng, Vig (2 anmeldelser)

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Pogebanken, Herfølge
Parkvej, Køge
Åholmvej, Osted, Lejre
Thorsvænge, Rødvig Stevns
Ølbycenter, Køge
Havevang, Roskilde
Roskildevej, Tåstrup, Jystrup Midtsj.
Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde


Glemte du at aftale noget med naboen – hele politikredsen

Hele 20 anmeldelser om indbrud i privat beboelse har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget i løbet af den forgangne weekend.

Anmeldelserne kommer lige ved starten af perioden med skolernes vinterferie i nogle af kommunerne i politikredsen. I andre kommuner holder skolerne dog først vinterferie i uge 8.

Ferieperioder er ofte anledning til forøget fravær fra boligen, hvorfor det er vigtigt at sørge for at gøre livet besværligt for en indbrudstyv. En metode kunne være at aftale med naboen om et opsyn med den forladte bolig.

Politiet er meget interesseret i at høre fra borgere, der bemærker usædvanligt aktivitet i eget boligområde, da de lokale er de bedste til at spotte både personer og køretøjer, som ikke måtte høre til i et område. Kontakt derfor politiet på tlf. 114 med oplysninger om eventuel usædvanlig aktivitet.

Tilmeld dig f.eks.Nabohjælp, hvor du kan give oplysninger om ferier mv. og dermed gøre andre i nabohjælpsamarbejdet opmærksomme på, at din bolig er midlertidig forladt.

De anmeldte indbrud fordeler sig med ni indbrud i Greve og Solrød kommuner, fire i Roskilde kommune (tre i Jyllinge og et i Viby Sj.), fire i Holbæk kommune (på Orø og Tuse Næs samt i Grevinge og Tølløse), to i Køge kommune (i Borup) og et enkelt i Ringsted kommune (Ortved-området).

Indbruddene er i de fleste tilfælde sket i løbet af fredagen eller lørdagen, og langt hovedparten er sket ved opbrydning af et vindue.

Tyven(e) har nogle steder kun stjålet effekter, der ville kunne gemmes i lommen eller en taske, mens der andre steder er blevet stjålet større genstande, som har krævet nogen aktivitet med at bære tyvekoster væk fra stedet og formentlig hen til et køretøj.

Politiet har undersøgt de boliger, hvor der har været forøvet indbrud, og afventer nu svar på, om de tekniske undersøgelser kan identificere mistænkte i sagerne.


Fredag – lørdag:

 

Fartglad bilist uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

kl. 13.10 kørte politiets videobil på motorvejen mod nord ved Solrød Strand, da han målte en bilist til at køre med en gennemsnitsfart på 147 km/t, selvom man kun måtte køre 110 km/t på strækningen.

Bilisten, en 23-årig mand fra København, burde slet ikke have sat sig bag rattet, da han var frakendt sit kørekort frem til 2026, da han havde et utal af færdselssager med især fart på samvittighed. Han blev nu atter sigtet for at køre alt for stærkt og for kørsel i frakendelsestiden. Bilen måtte han parkere, og finde en anden måde at komme videre på. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Uromager fik forbud mod at komme på pub – Havnen, Køge

Kl. 00.30 kørte en patrulje til en pub på Havnen i Køge, hvor en mandlig gæst lavede uro i garderoben, men nægtede at gå fra stedet trods dørmændenes anvisning. Betjentene mødte den 18-årige mand fra Store Heddinge, som var opfarende og aggressiv både over for personale og de øvrige gæster. Heller ikke politiet var den 18-årige samarbejdsvillig overfor, og han kaldte betjentene alverdens ukvemsord.

Den 18-årige blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved at råbe gentagne gange af politiet, da de stod på gaden foran pubben. Han blev desuden sigtet for at overtræde restaurationsloven for sin optræden på pubben, og fik forbud mod at opholde sig som gæst på stedet de næste to år. Den 18-årige blev bortvist og kan forvente en bøde i sagen, ligesom han må finde et andet sted at gå i byen.

Kokain på lommen gav forbud mod at komme på diskotek – Nygade, Holbæk

Kl. 03.09 fik en patrulje anmeldelse om, at en gæst på et diskotek havde indtaget narko på toilettet. Patruljen fik udpeget den mistænkte mand, en 20-årig mand fra Svinninge, som blev visiteret. Han havde 1,0 gram kokain på lommen, som blev beslaglagt. Den 20-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer. Han blev desuden meddelt et forbud mod at komme på diskoteket i to år, som det er muligt efter restaurationsloven, hvis man tager hårde stoffer med på en beværtning. Den 20-årige kan nu forvente en bøde i sagen.


Lørdag – søndag:

 

Politiet chikaneret af sur mand – Køge

Lørdag formiddag havde en patrulje henvendt sig hos en 55-årig mand fra Køge for at inddrage hans kørekort efter anmodning fra Færdselsstyrelsen, som ikke havde fået nogle dokumenter af afgørende betydning vedr. hans kørekort.

Politiet fik kørekortet og forlod mandens bopæl, hvorefter han blev så sur på politiet, at han lørdag eftermiddag ringede utallige gange til politiet i chikanøs øjemed.

Da opkaldene ikke standsede og i øvrigt også indeholdt trusler om, at den 55-årige ville tage ind i den centrale del af Køge for at gøre skade på andre, valgte politiet sidst på eftermiddagen af aflægge den 55-årige endnu et besøg.

Politiet foretog anholdelse af den lettere spirituspåvirkede mand på hans bopæl, hvorefter han blev sigtet for trusler både mod politiet og andre tilfældige med baggrund i sine udtalelser i forbindelse med telefonopkaldene til politiet.

Den 55-årige blev tilset af en læge, som vurderede, at der ikke var grundlag for at lade ham indlægge til eventuel behandling i anledning af adfærden. Politiet løslod derfor manden efter afhøring til sagerne, som han kan forvente at høre nærmere om på et senere tidspunkt.

Ti bilister kørte for hurtigt – bil beslaglagt hos vanvidsbilist – Blakledsvej, Vester Såby, Hvalsø - Lejre

Lørdag aften havde politiet taget en laserhastighedsmåler i brug på Blakledsvej, Vester Såby, for at kontrollere bilisternes hastighed under kørsel gennem et tættere bebygget område, hvor bezonetavler angav, at højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Hastighedsmålingen blev gennemført i tidsrummet kl. ca. 20.20 – 21.20 og medførte, at en vanvidsbilist blev afsløret.

Kl. 21.20 blev en 28-årig mand fra Store-Merløse målt til at køre i sydlig retning med ikke mindre end 107 km/t i byzonen, således at han kørte mere end det dobbelte af den tilladte hastighed. Da den hurtige bilist var blevet sigtet for hastighedsovertrædelsen, gjorde politiet ham bekendt med, at hans personbil straks ville blive beslaglagt med henblik på senere konfiskation i forbindelse med en dommers afgørelse af hastighedssagen.

Den 28-årige protesterede over beslaglæggelsen af bilen, hvorfor en dommer nu skal se nærmere på grundlaget herfor. Trods protesten blev hans personbil bugseret væk fra stedet, hvor politiet standsede den.

Politiet inddrog desuden den 28-åriges førerret, hvilket betyder, at han ikke længere må være fører af et køretøj, som kræver et kørekort.

Kort forinden – kl. 21.00 – blev en 67-årig kvinde fra Hvalsø i en personbil målt til at køre med mindst 89 km/t på strækningen, hvor højst tilladte hastighed var 50 km/t. Hun kan ud over en stor bøde sammen med et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden også forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket i givet fald vil betyde, at hun skal aflægge både en teori- og køreprøve for at kunne beholde førerretten.

De sidste otte bilister blev målt til forskellige hastigheder i intervallet 66-80 km/t, så de kan alle hver især ud over en bøde også forvente at få et klip i kørekortet tillige med det pligtigte bidrag på 500 kr. til Offerfonden.

Alle sigtede bilister kan nu således forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af deres hurtige kørsel ad Blakledsvej i sydlig retning lørdag aften.

Lov om euforiserende stoffer – Køge

Kl. 20.35 henvendte politiet sig på en 53-årig mands bopæl i Ølby-området med baggrund i en mistanke om, at han kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

På adressen traf politiet ud over den 53-årige beboer også to mænd på 26 år fra Køge, der var gæster hos ham.

Politiet foretog efterfølgende en ransagning af både bopælen og en undersøgelse af de tilstedeværende personer. Herved fandt politiet beboeren i besiddelse af 0,9 gram kokain, mens de to gæster tilsammen var i besiddelse af knap 86 gram hash samt remedier til at lave joints.

Herudover var de to gæster tilsammen i besiddelse af et fircifret kontantbeløb, som sammen med deres mobiltelefoner blev beslaglagt som beviser i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet mistænkte de to gæster for at være i besiddelse af hashen og remedierne for at sælge ud af stofferne.

De to gæster blev anholdt i forbindelse med sigtelsen og blev senere på aftenen afhørt til sagen, inden politiet efterfølgende løslod dem.

Alle tre sigtede kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Flere anmeldelser om forsamlede køretøjer – Ringsted

Fra kl. 22.09 og de næste timer fik politiet adskillige henvendeler om bilister, der i større antal var forsamlet forskellige steder i Ringsted og Benløse-området. Henvendelserne til politiet gik på, at bilisterne formentlig var forsamlet for at køre ræs.

Bilisterne var ifølge henvendelserne forsamlet i industriområdet i Benløse, på parkeringsarealet syd for Ringsted station og i industriområdet i den sydlige del af Ringsted by.

Politiet holdt med et par patruljer øje med de forsamlede bilister for at undgå, at der blev kørt ræs de forskellige steder i Ringsted.

Først omkring midnat var bilisterne forsvundet fra Ringsted, men nogle vendte kortvarigt tilbage til P-området syd for togstationen.

Da ingen af bilisterne optrådte ulovligt, når politiet var til stede, var der ikke grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af færdselsloven.

Færdselsuheld / narkokørsel – Gyrstingevej / Bakkegårdsvej, Gyrstinge, Ringsted

Kl. 23.43 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem to biliser i krydset Gyrstingevej – Bakkegårdsvej i Gyrstinge.

Det viste sig, at en 18-årig mand fra Ringsted var kørt i en personbil ad Bakkegårdsvej mod nord frem til krydset med Gyrstingevej. Her kørte han frem over vigelinjen og påkørte venstre side af en personbil, som en 38-årig mand fra Sorø førte ad Gyrstingevej mod vest.

Begge parter blev kørt til kontrol på skadestuen, men ingen af dem havde pådraget sig behandlingskrævende skader. Dog fik den 18-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, da politiet mistænkte ham for at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen.

Sammenstødet bevirkede, at den 38-åriges bil snurrede rundt og endte inde i en hæk på Gyrstinge Bygade. Skaderne på den 18-åriges bil bevirkede, at den lækkede olie.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve.

Varetægtsfængsling – Grov vold mod kvinde – Gevninge, Roskilde - Lejre

Kl. 04.29 slog en 22-årig kvinde fra København alarm til politiet, da hun efter et overfald på en adresse i Gevninge-området var flygtet væk fra stedet og havde fået hjælp fra en tilfældig bilist til at slå alarm.

Politiet mødte en forslået og kvæstet kvinde, som i en tilkaldt ambulance blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling efter overfaldet.

Kvinden havde sammen med en 26-årig mandlig bekendt fra Vordingborg opholdt sig på en adresse i Gevninge-området. Under opholdet havde de to parter diskuteret og var blevet så uenige, at den 26-årige mand overfaldt hende med både slag og spark, ligesom han med en kniv også havde slået hende med skæftet heraf og påført hende et overfladisk snitsår. Desuden havde han haft også haft et stramt greb om hendes hals i forbindelse med overfaldet.

Kort efter anmeldelsen kunne politiet anholde den mistænkte, 26-årige mand på gerningsstedet, hvor han stadig opholdt sig efter overfaldet på kvinden. På stedet fandt politiet også den kniv, som han var mistænkt for at have brugt i forbindelse med overfaldet.

Den 26-årige blev søndag formiddag forsøgt afhørt i forbindelse med en sigtelse for grov vold mod kvinden, inden han senere søndag blev fremstillet i et grundlovsforhør med påstand fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. Han var nemlig tidligere straffet for vold, og kvinden havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af overfaldet.

Grundlovsforhøret i Retten i Roskilde endte med, at den 26-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 9. marts 2023.


Søndag- mandag

 

Mindreårige butikstyve – Stationscentret, Roskilde

En gang fredag og to gange søndag måtte politiet køre til Føtex på Stationscentret, da personalet havde tilbageholdt mindreårige butikstyve.

Fredag kl. 12.46 anmeldte supermarkedet, at de havde tilbageholdt en 16-årig pige fra Roskilde, som havde stjålet make-up. Patruljen kom frem og sigtede pigen for at stjæle foundation, concealer, falske øjenvipper, selvbruner og fugtspray for i alt 522 kr. Pigens mor var til stede ved afhøringen, og de sociale myndigheder blev underrettet. Den 16-årige kan forvente en bøde i sagen.

Søndag
Kl. 14.44 blev tre 12-årige drenge fra Lejre og Roskilde kommune taget i at stjæle to iskaffe og en Bacardi Breezer til en samlet værdi af 51 kr, som de delte foran supermarkedet. Supermarkedets personale tog de tre ungersvende med ind på kontoret, hvor politiet og drengenes forældre blev tilkaldt. Patruljen afhørte drengene, som erkendte tyveriet.
Kl.17.27 blev to 14-årige piger fra Holbæk og Lejre kommune tilbageholdt, da de havde stjålet to sæt øreringe til en værdi af 128 kr. Pigerne erkendte at være fælles om tyveriet.
De unge er under den kriminelle lavalder, og kan ikke straffes, men deres forældre var til stede ved afhøringen, og de sociale myndigheder blev orienteret.

Påsat brand i skraldespand – Stationsvej, Lejre

Kl. 18.54 anmeldte en forbipasserende, at tre unge mænd netop havde sat ild til en skraldespand på Lejre Station, hvorefter de forlod stationen i vestlig retning. Politi og brandvæsen kørte frem, hvor ilden i skraldespanden blev slukket, og der var ikke sket skade på andet end skraldespanden.

Politiet fik et sparsomt signalement af de tre mistænkte. De beskrives af vidnet som af anden etnisk herkomst end dansk, omkring 20 år. To iført sort tøj og en iført lyseblåt joggingsæt.

Patruljen kørte rundt i området og ledte efter de mistænkte, men traf dem ikke. Sagen efterforskes nu af politiet, der vil afklare, om der er overvågning på stedet. Vidner som har bemærket noget i forbindelse med branden, eller som har yderligere oplysninger om de beskrevne mænd bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Spiritusbilist var frakendt kørekortet – Karlslunde Rasteplads, Karlslunde – Greve

kl. 19.45 stoppede en færdselspatrulje en 64-årig mand fra Korsør, som kørte bil, selvom han var frakendt førerretten. Den 64-årige var desuden spirituspåvirket, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han blev herefter løsladt, men vil høre mere i sine sager senere.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi