Nyt fra Roskilde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Strandvejen, Reersø, Gørlev Sj.
Slimmingevej, Ringsted
Ulstrupvej, Ulstrup, Gørlev Sj.
Kirkestræde, Køge
Grønager, Gevninge, Roskilde
Jernbanevej, Hvalsø
Landevejen, Kirke-Såby (forsøg)
Tokkerupvej, Osted, Lejre
Hagelbjergvej, Ringsted
Bogøvej, Kirke-Såby

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Strandvej, Gudmindrup Lyng, Højby Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Møllehusvej, Roskilde (forsøg)

Tyveri fra køretøjer:

Grønnegården, Greve
Ledreborg Alle, Lejre


Narkokørsel uden førerret mv. – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 10.15 standsede politiet en varebil, som blev ført ad Hovedgaden i Svinninge, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren var en 24-årig mand uden fast bopæl, som ikke havde noget kørekort og i øvrigt blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen. Bilen havde taget uden tilladelse fra et familiemedlem, så han blev indledningsvist sigtet for de tre overtrædelser af lovgivningen.

I forbindelse med anholdelsen på grund af sigtelserne fandt politiet ham også i besiddelse af ca. 2 gram hash, en ulovlig kniv og en totenschlæger (slagvåben), som blev beslaglagt som beviser, og som gav anledning til endnu tre sigtelser mod ham.

Den 24-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger. Bilnøglerne til den stjålne bil udleverede politiet til bilens ejer, som derefter kunne sætte sig i besiddelse af bilen igen.

Færdselsuheld – Lyngageren / Lindenborgvej, Svogerslev, Roskilde

Kl. 10.21 fik politiet en anmeldelse fra den ene part i et færdselsuheld, efter at to bilister var stødt sammen i krydset Lyngageren – Lindenborgvej i Svogerslev.

Ingen af parterne var kommet til skade, men der var sket mindre materiel skade på de to implicerede biler.

En 81-årig kvinde fra Lejre var kørt ad Lyngageren mod syd frem til krydset ved Lindenborgvej, hvor hun standsede ved vigelinjen. Efter et kort stop begyndte hun en svingning til venstre ad Lindenborgvej mod øst, men stødte under svingningen sammen men en anden personbil, som en 43-årig mand fra Jyderup førte ad Lindeborgvej i østlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

To hurtige bilister – Darupvej, Roskilde

To mænd blev inden for en time som førere af deres personbiler målt til at køre væsentligt hurtigere ad Darupvej, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejen er beliggende i tættere bebygget område.

Færdselspolitiet målte kl. 10.21 med en laserhastighedsmåler en 32-årig mand fra Ringsted til at køre mindst 81 km/t i vestlig retning i den personbil, som var fører af. Årsagen til den høje hastighed var ifølge føreren en test af bilen efter en reparation.

Kl. 11.16 blev en 60-årig mand fra Roskilde afsløret i at køre i østlig retning med 82 km/t i en personbil.

Begge bilister blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan nu ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden se frem til en påstand om betinget frakendelse, hvilket betyder, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.

Narkokørsel i frakendelsestiden med barn i bilen – Karlslunde rasteplads, Karlslunde - Greve

Kl. 10.32 kontrollerede politiet en 40-årig mand fra Greve, da han i en personbil kørte ind på motorvejsrastepladsen.

Kontrollen af ham medførte sigtelser for både kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af bilen. Endvidere blev han sigtet for narkokørsel, da narkometertesten gav udslag for påvirkning af cannabis.

Den 40-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og bilejeren blev også sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da bilen var blevet overladt til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Da den 40-årige i bilen medbragte et spædbarn, udfærdigede politiet en rapport til de sociale myndigheder ud fra en bekymring om, at han i formentlig narkopåvirket tilstand og uden kørekort kørte rundt med barnet i bilen.

Færdselsuheld – Solrød Strandvej, Solrød Strand

Kl. 10.35 var en bilist og en cyklist blevet impliceret i et sammenstød i rundkørslen ved Solrød Strandvej – Solrød Byvej.

Det viste sig, at en 75-årig kvinde fra Karlslunde var kørt på cykel ad Solrød Strandvej mod syd og skulle via rundkørslen fortsætte i sydlig retning.

Under kørslen i rundkørslen blev cyklisten påkørt af en 72-årig mand fra Borup, der i en personbil var kørt ad Solrød Byvej mod øst og ind i rundkørslen.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kan være blevet overtrådt. Cyklisten væltede ved påkørslen, men pådrog sig ikke nogen behandlingskrævende skader.

Spirituskørsel i frakendelsestiden på knallert mv. – Rørvangsparken, Holbæk

Kl. 12.50 blev en 59-årig mand fra Holbæk standset, da han kom kørende på en lille 30-knallert ad Rørvangsparken i Holbæk.

Det viste sig, at den 59-årige var frakendt retten til at være fører af en lille knallert, og da han i øvrigt var spirituspåvirket mere end tilladt, blev han sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.

I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Narkokørsel med knive i bilen – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 12.55 standsede politiet en personbil på Ringstedvej ved Lindenborgvej med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

En 39-årig mand fra Aarhus sad bag rattet i bilen, og han blev kort efter anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, fordi narkometeret gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen.

Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet i en dørlomme to knive med bladlængder på hhv. 11,5 og 22 cm, hvilket medførte en sigtelse for overtrædelse af knivloven, da den 39-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe dem.

Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Lundemarksvej, Holbæk

Kl. 14.04 standsede politiet en firmavarebil på Lundemarksvej i Holbæk med henblik på nærmere kontrol af føreren og køretøjet.

Bag rattet sad en 34-årig mand fra Slagelse, som i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte være fører af varebilen.

Efter en sigtelse for den overtrædelse af færdselsloven gjorde politiet den 34-årige bekendt med, at han flere gange inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil uden at have et kørekort.

Politiet fandt efter de gentagne overtrædelser af færdselsloven på dette punkt grundlag for at beslaglægge den 34-åriges firmavarebil, da den 34-årige også havde en ledelsesrolle i det firma, som var registreret som ejer af køretøjet.

Den 34-årige var ikke enig med politiet i beslaglæggelsen af varebilen, hvorfor en dommer nu skal se på grundlaget herfor. Varebilen er dog i politiets varetægt, indtil dommeren har truffet en afgørelse om, hvorvidt beslaglæggelsen kan opretholdes.

Færdselsuheld – Københavnsvej, Ølby, Køge

Kl. 14.17 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Københavnsvej i Ølby, hvor biler skulle være impliceret, og hvor en person måske var kommet alvorligt til skade.

Politiet afspærrede i anledning af uheldet Københavnsvej på strækningen mellem Egedesvej og Ølsemaglevej, idet et par af de implicerede biler holdt på tværs af vejen.

En mandlig fører af en varebil var ikke kontaktbar og blev i en ambulance bragt til sygehuset til undersøgelse og fornøden behandling.

Da en alvorlig tilskadekomst ikke kunne udelukkes i den indledende fase af politiets undersøgelser af uheldet, blev en bilinspektør tilkaldt til at undersøge de implicerede køretøjer og uheldsstedet.

Den foreløbige konklusion af hændelsesforløbet blev oplyst til, at en 69-årig mand fra Køge i en varebil kørte ad Københavnsvej mod syd. Ifølge en 38-årig mandlig bilist fra Køge, der kørte lidt bag den 69-årige, bemærkede, at den 69-årige så dårlig ud og herunder påkørte en parkeret bil på højre side i kørselsretningen.

Den 69-åriges bil fortsatte herefter med lav hastighed ud på de sydgående vognbaner med retning mod de modkørende bilister, hvorefter den 38-årige bilist snarrådigt med sin splinternye bil kørte ind foran den 69-årige for at bremse hans bil ned og med advarende lyssignaler til de modkørende om den farlige situation.

De to bilister stødte sammen og standsede først på tværs af Københavnsvej i den østlige side af vejen.

Den 38-årige tog kontakt til den 69-årige, der var ukontaktbar og straks fik livreddende førstehjælp, indtil ambulancepersonale ankom til stedet.

Politiet fik klarlagt, at den 69-årige ikke havde pådraget sig skader som følge af påkørslen af den parkerede bil, men formentlig et ildebefindende var årsag til uheldet.

Politiet har optaget rapport om ulykken og samtidig indstillet den snarrådige, 38-årige bilist til en dusør på grund af hans handlinger for bl.a. at undgå frontale sammenstød og den akutte hjælp til den 69-årige.

Den 69-årige blev indlagt på sygehuset i anledning af sit ildebefindende og fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til undersøgelse af, om han måtte være påvirket af alkohol eller andre medikamenter under kørslen. Hans pårørende er underrettet om ulykken og indlæggelsen.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 15.03 var to varebiler stødt sammen på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor lige før udfletningen til Syd- og Vestmotorvejen. Ingen var kommet til skade.

Det viste sig, at en 52-årig mand fra Kolding for sent opdagede, at bilisterne foran ham i vognbanen nærmest midten var standset. Han påkørte derfor bagenden af en anden varebil, som en 19-årig mand fra Borup var fører af.

Sammenstødet medførte en trafikophobning, indtil de to varebiler var blevet bugseret ind i nødsporet, men kl. ca. 15.40 var alle spor igen farbare på motorvejen.

Færdselsuheld – Brogade / Fændediget, Køge

Kl. 15.59 var en bilist og en cyklist stødt sammen i krydset Fændediget – Brogade i Køge, men ingen af parterne var tilsyneladende kommet til skade.

Det viste sig, at en 28-årig mand fra Herfølge kørte på el-cykel ad Fændediget mod vest og videre rundt i svinget ved Brogade for at fortsætte ad Brogade mod syd.

Samtidig kørte en 81-årig kvinde fra Karise i en personbil ad Brogade mod syd og ind i cyklisten ved hans passage af Brogade.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt i vejkrydset.

Narkokørsel uden førerret – Roskildevej, Ågerup, Vipperød – Holbæk

Kl. 16.27 fik politiet grundlag for at sigte en 37-årig mand fra Holbæk for to overtrædelser af færdselsloven, da han blev standset som fører af en varebil på Roskildevej ved Vipperød.

Den 37-årige havde ikke noget kørekort og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen, så han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Da den 37-årige ikke kørte i sin egen bil, blev bilejeren efterfølgende sigtet for at have overladt føringen til en person, der på grund af den manglende førerret ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Brand efter brug af ukrudtsbrænder – Høve Bygade, Asnæs – Odsherred

Kl. 16.52 måtte beboere på Høve Bygade slå alarm til brandvæsnet, da der var gået i en privatbolig på vejen.

En 76-årig mand fra Asnæs havde under havearbejde pludselig opdaget, at der kom røg ud fra den ene gavl, hvorefter en brand brød ud i gavlen og ved tagryggen.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som var forsøgt slukket med vand ved ejerens foranstaltning indtil brandvæsnets ankomst.

Politiet fik klarlagt, at den 76-årige tidligere havde anvendt en ukrudtsbrænder og havde forladt bopælen i ca. 1,5 time, hvorefter han fortsatte med havearbejdet. Herunder opdagede han røgudviklingen inden branden i sit hus.

På den baggrund efter uforsigtighed med brug af en ukrudtsbrænder sigtede politiet den 76-årige for overtrædelse af brandlovgivningen, så han nu kan se frem til at modtage en bøde.

Ingen personer kom til skade ved branden, der dog forårsagede skader på huset.

Motorcyklist forbrændt efter brand i MC – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 17.07 brød en motorcykel, som en 67-årig mand fra Vordingborg førte i sydlig retning på Sydmotorvejen, pludselig i brand under kørslen.

Føreren standsede i nødsporet, men der var i samme forbindelse gået ild i hans bukser, så den 67-årige blev forbrændt. Han fik efterfølgende hjælp fra andre trafikanter på stedet.

Brandvæsnet fik tilkaldt en ambulance, så motorcyklisten kunne indbringes til et sygehus til fornøden behandling for brandskader på især det ene ben. Efter en undersøgelse på skadestuen blev den 67-årige indlagt på et sygehus i København til særlig behandling for sine brandskader.

Branden fra motorcyklen bredte sig til det tørre græs i rabatten ved nødsporet, men brandvæsnet fik hurtigt både naturbranden og branden i motorcyklen under kontrol.

Trafikken på motorvejen var helt stoppet under brandslukningsarbejdet, men kl. ca. 17.35 blev der åbnet op for trafikkøen, der var opstået i det sydgående spor. Hvorfor branden opstod i motorcyklen, har politiet ingen konkrete oplysninger om.

Brandundersøgelse – Greve Strandvej, Greve

Kl. 17.27 slog en forbikørende bilist alarm til brandvæsnet, der bilisten havde set røg og flammer fra en container, der stod placeret i en carport på en privat adresse på Greve Strandvej.

Der var tale om en privat bolig under opførelse, så ingen personer boede på stedet. Branden i containeren bredte sig til brændbart materiale rundt omkring den, ligesom førstesalen i boligen også blev lettere beskadiget af varmen og flammerne.

Brandvæsnet fik slukket branden efter ca. en times indsats, og politiet undersøgte stedet foreløbigt i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.

Branden var opstået i en container, hvor håndværkere opbevarede og opladede el-værktøj, men den præcise brandårsag kunne ikke umiddelbart fastlægges.

Politiets brandefterforskere skal kigge nærmere på arnestedet og formentlig foretage yderligere undersøgelser i et forsøg på at fastlægge brandårsagen. Boligens ejer er underrettet om branden.

Færdselsuheld / narkokørsel på knallert – Hovedgaden, Hvalsø – Lejre

Kl. 18.34 ville en patrulje gerne tale med føreren af knallert, hvorpå en anden var med som passager, da politiet så den på Hovedgaden i Hvalsø.

Føreren ønskede dog ikke umiddelbart at tale med politiet og forsøgte at stikke af fra politiet, som blev vidner til, at knallertkøreren mistede kontrollen over knallerten og kørte ind i en husmur.

Hverken føreren eller passageren kom noget til, og passageren stak af fra uheldsstedet. Føreren blev identificeret som en 15-årig dreng fra Hvalsø, der kunne mistænkes for at være påvirket af cannabis under kørslen på knallerten.

Den 15-årige blev derfor i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Politiet tog sig af knallerten med baggrund i en mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, så den 15-årige vil høre nærmere om resultatet af politiets kontrol af den på et rullefelt, hvor dens hastighed kan måles.

Senere på aftenen fik politiet kontakt til passageren, som var en dreng på 12 år. Han kan ikke sigtes for noget, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år, til trods for, at han var passager på knallerten.

Politiet har dog udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder ud fra en bekymring om, at den 15-årige knallertfører måske har en misbrug, og at en 12-årige færdes i et sådant miljø.

Brand i båd – Kystvejen, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 21.24 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var brand i en båd på vandet og ca. 200 meter fra kysten ved Kystvejen i Strøby Egede.

Politiet fik i samarbejde med Forsvarets redningstjeneste klarlagt, at en 49-årig mand fra Store-Heddinge selv havde rettet henvendelse dertil i anledning af en mindre brand i den båd, som han og tre andre familiemedlemmer befandt sig i.

Ingen af dem var kommet til skade ved branden i nogle elektriske installationer, så der var kommet en del røg. De havde selv slukket branden med en brandslukker, men branden betød, at båden ikke kunne sejle videre.

Andre sejlere kom de nødstedte til undsætning og fik i samarbejde med redningsberedskabet slæbt båden i havn. Bådføreren blev testet for eventuel alkoholpåvirkning, men var ædru, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen, da alle var kommet sikkert og uskadte i land.

Narkokørsel – Rynkevangen, Kalundborg

Kl. 23.19 blev en 55-årig fra Kalundborg anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil ad Rynkevangen i Kalundborg.

Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi