Nyt fra Roskilde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Roskilde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

Tyveri fra køretøjer:

Syrenvej, Fårevejle St. (2 anmeldelser)Chr. Hansensvej, Fårevejle St.Snebærvej, Fårevejle St.Egens Kvarter, HøngPilevangen, AsnæsAnemonevej, Asnæs

 

Årlig afprøvning af sirenevarslingen

I dag – den første onsdag i maj - kl.12.00 afprøves sirenevarslingen rutinemæssigt med lydsignal, når alle landets sirener lyder. Der er således ikke fare på færde, idet der alene er tale om den årlige afprøvning med lyd på sirenerne.

 

Læs mere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside om, hvad du skal gøre, når du hører varslingssirener på andre tidspunkter end ved den årlige afprøvning. På hjemmesiden findes også information om sirenetesten og sirenernes betydning på flere forskellige sprog.

 

Hvis du har kontakt til udlændinge, som midlertidigt opholder sig her i Danmark, vil det være en god ide at underrette dem om afprøvningen af sirenevarslingen for at undgå, at udlændingene bliver unødigt skræmte.

 

Arbejdsulykke – Lunikvej, Greve

Kl. 10.06 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade under udførelsen af sit arbejde.
Det viste sig, at en 44-årig mand fra Polen havde mindre kvæstelser i hovedet, efter at en palle med et gitterbur havde ramt ham, da gitterburet faldt ned fra en truck under læsning af en lastbil.

 

Den tilskadekomne blev kørt på skadestuen til fornøden behandling, og afhøring af ham for at få klarlagt de nærmere omstændigheder må afvente bistand fra en tolk.

 

Arbejdstilsynet blev underrettet om tilskadekomsten, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, så Arbejdstilsynet og politiet senere kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for tilskadekomsten.

Narkohunde på skole – Ringsted

Politikredsens narkohunde var i går på besøg på en uddannelsesinstitution i Ringsted for at se, om der var narko på stedet. Besøget var et led i politiets løbende indsats for at kontrollere, om der bliver brugt og opbevaret narko blandt de unge. Men vi kan glæde os over, at hundene ikke fik opsnuset nogle stoffer på skolen.

Mænd forsøgte at sælge ure – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 13.24 anmeldte en 31-årig mand, at han ved et supermarked og en tankstation var blevet kontaktet af to udenlandske mænd, der ville sælge ham nogle ure. Det havde han afslået og konfronteret de to mænd med, at der formentlig var tale om uægte varer.

De to udenlandske mænd, der var kommet til stedet i en mindre personbil på italienske nummerplader, havde herefter spurgt om vej til København og var straks efter kørt væk fra stedet, men i modsat retning end mod København.

Politiet vil advare mod at købe produkter af forskellig slags, som bliver tilbudt uden for egentlige handelssteder. Det kan være svært at kontrollere ægtheden af den solgte vare, ligesom muligheden for eventuel reklamation i tilfælde af fejl eller mangler vil være meget minimal, når sælgeren er forsvundet.

To færdselsuheld samme sted – Schmeltz Plads, Roskilde

Kl. 14.17 rykkede politiet ud til ikke mindre end to færdselsuheld stort set samme sted på Schmeltz Plads.

Ingen var kommet til skade ved nogen af uheldene, hvoraf det første skete, da en 74-årig mand fra Roskilde i sin personbil ville køre frem over vigelinjen fra en parkeringsplads og svinge til venstre for at køre videre ad Schmeltz Plads mod vest.

 

Samtidig kom en 85-årig mand fra Jyllinge kørende i en personbil ad Schmeltz Plads mod vest, så den 74-årige ramte med sin bil ind i venstre side på den 85-åriges bil.

 

Begge parter standsede kortvarigt, men den 85-årige ville efterfølgende køre sin bil fremad og væk fra vejen ind på parkeringspladsen ved siden af grillen.

Han fik af ukendte årsager sat bilen i bakgear og bakkede ind i en 77-årig kvinde fra Roskilde, som i en personbil var standset og afventede fri passage uden om de to andre bilister, der var stødt sammen.

 

Politiet har nu optaget rapport om uheldene, idet færdselsloven formentlig kan være overtrådt i forbindelse med det første sammenstød.

Brand på ungdomsinstitution – Friheden, Mørkøv – Holbæk

Kl. 15.40 slog personalet på et bosted alarm til brandvæsnet, idet der var brand på et værelse tilhørende en 13-årig dreng på ungdomsinstitutionen. Personalet havde forgæves forsøgt at slukke branden med ildslukkere, men forgæves, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor brandvæsnet hurtigt fik slukket den kraftige brand på den 13-åriges værelse. Branden havde forårsaget større skader på værelset og taget omkring et tagvindue, ligesom branden havde forårsaget røg- og sodskader i store dele af bygningen med værelser for de unge på ungdomsinstitutionen.

 

Personalet havde fået evakueret alle beboere, men den 13-årige dreng manglede. Han kunne mistænkes for at have antændt noget brandbart på sit værelse, idet branden var blevet opdaget kort tid efter, at han havde forladt værelset.

Politiet iværksatte derfor en eftersøgning med bl.a. politihunde efter den mistænkte 13-åirge, som kort efter blevet fundet i et område ved jernbanen vest for Mørkøv by.

 

Den 13-årige dreng blev tilbageholdt som mistænkt for brandstiftelse og transporteret til politistationen i Roskilde, hvortil også hans værge, de sociale myndigheder og en kontaktperson fra ungdomsinstitutionen ankom, så de kunne være til stede ved afhøringen af ham.

Drengen blev afhørt i løbet af aftenen om ildebranden på hans værelse. Han kunne ikke sigtes for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om brandstiftelse, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år, men blev afhørt om de nærmere omstændigheder ved branden ud fra mistanken mod ham.

 

Til sidst overlod politiet drengen til de sociale myndigheder, som besluttede, hvor drengen fremadrettet skulle opholde sig.

En ambulance var blevet tilkaldt til ungdomsinstitutionen, hvor flere unge blev undersøgt for eventuel røgforgiftning. To blev dog indbragt til skadestuen til nærmere undersøgelse.

 

Politiet skal foretage tekniske undersøgelser på brandstedet i et forsøg på at få klarlagt omstændighederne ved brandens opståen nærmere ud fra de fremkomne oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Cordozavej, Jersie, Solrød Strand

Kl. 16.30 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Solrød Strand for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Politiet mistænkte ham for at være påvirket af cannabis under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og derefter løsladt.

Ulovlig afbrænding – Klippingevej, Strøby – Stevns

Kl. 18.32 ønskede brandvæsnet assistance fra politiet, idet nogen formentlig foretog ulovlig afbrænding på en privat adresse.
Politiet kørte til stedet, hvor der skete afbrænding af både træer og plastik imod regler for afbrænding i kommunen. Det medførte, at en 62-årig mand fra Valby blev anset som den ansvarlige og derfor sigtet for den ulovlige afbrænding, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Vanvidskørsel (hastighed) – bil beslaglagt - Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

En ATK-fotovogn (Automatisk Trafik Kontrol) foretog tirsdag i tidsrummet kl. 16.51 – 19.57 en måling af de trafikanter, der kørte ad Kalundborgvej mod vest i Snertinge. Vejstrækningen er beliggende inden for tættere bebygget område, så højst tilladte hastighed er 50 km/t.

 

715 bilister passerede målebilen, hvis fotoapparat blev aktiveret 52 gange, når bilister kørte hurtigere end tilladt.

 

Kl. 18.44 skilte en bilist sig ud ved at køre med mindst 117 km/t forbi ATK-fotovognen, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som tilladt, så kørslen falder ind under den såkaldte vanvidsbestemmelse.

 

Politiet fik dokumenteret hastighedsovertrædelsen i form af et foto fra målevognen, så senere på aftenen aflagde politiet et besøg hos en 21-årig mand i Gørlev Sj. Han var ejer af det målte køretøj, som han selv havde ført forbi målevognen.

 

Den 21-årige blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og fik efterfølgende beslaglagt sin personbil med hjemmel i reglerne om vanvidskørsel.
Alle bilister, der blev målt til at køre for hurtigt, samt den 21-årige vanvidsbilist vil i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet.

Mistænkelig bil – Kratvangen / Guldregnvej, Køge

Kl. 20.34 anmeldte en opmærksom borger, at en mørkegrå varebil med bulgarske nummerplader kørte langsomt rundt bl.a. på vejene Kratvangen og Guldregnvej. Borgeren var i tvivl, hvorvidt varebilen havde noget legalt ærinde i området.

En patrulje kørte til området for at lede efter varebilen, men den blev desværre ikke fundet, så det kunne blive afklaret, hvad formålet med kørslen i området måtte være.

Telefonbedrager gennemskuet – Roskilde

Kl. 21.23 ønskede en 87-årig kvinde fra Roskilde at informere politiet om, at en mand få minutter tidligere havde kontaktet hende telefonisk. Den fremmede mand havde oplyst at ringe fra Rigspolitiet, hvilket havde undret den 87-årige, at nogen fra Rigspolitiet kontaktede hende så sent.

 

Manden i telefonen ville have afklaret hos den 87-årige, hvorvidt hun havde optaget et forbrugslån, som han kunne tilbyde sin hjælp.
Den 87-årige benægtede at have optaget et lån og afbrød kort efter samtalen, fordi hun for nogle måneder siden var blevet fuppet på tilsvarende vis. Dengang var hun blevet fuppet til at udlevere sit dankort til en falsk bankmand, der dukkede op på hendes bopæl, og som havde misbrugt det til hævning af kontanter.

 

Da hjemmehjælperen kom på besøg, underrettede den 87-årige hjemmehjælpen om opringningen, så hjemmeplejen kunne advare andre klienter om risikoen herfor.

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 23.00 blev en 21-årig kvinde fra Køge anholdt og sigtet for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand i nordlig retning på motorvejen. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer ud fra en mistanke efter en narkometertest om, at hun kunne være påvirket af amfetamin under kørslen.

Mand stak af fra bil – Kirkevej, Stigs Bjergby, Mørkøv – Holbæk

Kl. 00.32 ønskede politiet at standse en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren af personbilen ønskede umiddelbart ikke at tale med politiet og forsøgte at stikke, indtil bilen kom ind på Kirkevej, hvor føreren stak af til fods.

 

Den undløbne fører havde måske ikke lige erkendt, at politipatruljen var en hundepatrulje, så politiet brugte efterfølgende politihundene til at følge det spor, som den flygtede fører havde afsat.

 

Efter ca. to kilometers søgning endte et spor ved et hus i Mørkøv, hvor politiet fik kontakt til en 27-årig mand fra Mørkøv. Han var i besiddelse af bilnøglen til den bil, som han var flygtet fra, så politiet sigtede ham for kørsel i frakendelsestiden, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 27-årige var kortvarigt anholdt i forbindelse med politiets nærmere undersøgelse af omstændighederne, idet den bil, som han var flygtet fra, var afmeldt hos Motorstyrelsen og måtte derfor ikke benyttes til kørsel på offentlig vej.

 

Den 27-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når politiet har afsluttet efterforskningen vedrørende kørslen og det benyttede køretøj.

Narkokørsel – Digehuset, Greve

Kl. 00.40 standsede politiet en personbil, der kørte rundt på parkeringspladsen ved Digehuset. Bag rattet sad en 24-årig mand fra Greve, som deltog i en narkometertest. Da testen gav udslag for både kokain og cannabis, blev den 24-årige sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Motelvej, Karlstrup, Karlslunde – Solrød

Kl. 01.15 kontrollerede politiet en personbil nærmere ud fra dens nummerplade og fik oplysninger om, at bilejeren ikke havde noget kørekort. Bilejeren var endvidere eftersøgt til fremstilling i fogedretten, fordi han tidligere var udeblevet fra et retsmøde.

Politiet standsede efterfølgende bilen, som blev ført af bilejeren. Der var tale om en 50-årig mand fra Herfølge, som ikke havde noget kørekort.
Endvidere deltog han i en narkometertest, som gav udslag for cannabis, så den 50-årige bilejer blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.

 

Han blev også anholdt dels med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, dels med henblik på fremstilling i fogedretten i Roskilde i løbet af onsdag formiddag. Han fik derfor muligheden for ophold i politiets varetægt i løbet af natten indtil fremstillingen i fogedretten.

 

Ved nærmere undersøgelse af den 50-åriges personlige forhold kunne politiet konstatere, at nattens kørsel var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Hans personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til på et senere tidspunkt.

Anholdelse – Indbrud i kælderrum – Gyvelvej, Roskilde

Kl. 03.46 anmeldte en årvågen, 57-årig kvinde, at en mand var i færd med at bryde en kælderdør op i en af opgangene i beboelsesejendommene på Gyvelvej.

 

Flere patruljer blev sendt til området, hvor politiet få minutter senere fik kontakt til den mistænkte, som var en 35-årig mand fra Roskilde.
Han blev anholdt og blev ved visitationen fundet forskelligt indbrudsværktøj, handsker og en lommelygte. Ved en umiddelbart undersøgelse fandt politiet frem til fire døre, som den anholdte kunne mistænkes for at have opbrudt med det værktøj, han var i besiddelse af.

 

Den 35-årige anholdt blev kørt til politistationen i Roskilde, hvor han i løbet af onsdag formiddag vil blive afhørt til sagerne om forsøg på indbrud i kælderen i beboelsesejendommen på Gyvelvej. Når afhøringen er foretaget, vil politiet kigge nærmere på sagen for at afgøre, hvorvidt han skal løslades og senere stilles til ansvar for de ulovlige handlinger.


OPFØLGNING

 

Kvinde afgået ved døden – Færdselsuheld – Holbækvej / Asmindrup, Kalundborg

Tirsdag aften blev politiet underrettet om, at den 44-årige kvinde fra Kalundborg, der torsdag d. 28/4-2022 kl. 15.19 var impliceret i færdselsuheldet på Holbækvej ved sidevejen Asmindrup, Kalundborg, var afgået ved døden som følge af de alvorlige kvæstelser, hun pådrog sig. Hendes pårørende er underrettet om dødsfaldet.

 

Kvinden havde været fører af en personbil, som stødte frontalt sammen med en lastbil, der lige forinden havde påkørt en anden personbil på Holbækvej ved Asmindrup.

 

Dødsfaldet vil nu indgå i den videre efterforskning af omstændighederne ved sammenstødene mellem de implicerede parter.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi