Er du skarp til at kombinere økonomistyring med lovgivning og praktisk virkelighed? Er du god til at tænke nye veje og samarbejde på tværs i en politisk styret organisation? Så er det dig vi har brug for i vores nyoprettede stilling som økonomimedarbejder til affaldsområdet i Miljø & Byggesag.
Affaldsområdet er i konstant udvikling og alene i 2025 har vi arbejdet med indførelse af producentansvar, tilsyn med virksomheder og nye gebyrer. Samtidig vokser området og har i dag opnået en samlet omsætning på ca. 150 mio. kr. årligt i Roskilde kommune. Derfor søger vi nu en økonomimedarbejder, som skal have særligt fokus på affaldsøkonomien.
Jobbeskrivelse
Som økonomimedarbejder får du mulighed for at dykke ned i mange forskellige opgaver. Stillingen er ny og du får derfor mulighed for at være med til at præge indholdet. Du bliver central i forhold til at sikre sammenhængen mellem økonomi, jura og praksis, og arbejdsopgaverne vil bl.a. bestå i:
- Udvikling og styring af budgettet for affaldsområdet, samt beregning af takstopkrævning og implementering af nye regler for økonomistyring
- Forestå analyser og beregninger til kvalificering af beslutningsgrundlag, samt udarbejde kvalitetssikrede politiske indstillinger
- Bidrage til kontering og justeringer til kontoplanen
- Sikre robust økonomistyring for brugerbetaling for især styrket affaldstilsyn
- Sikring af budgetopfølgning, inkl. årsregnskab, reguleringsregnskab og opfølgning på over-/underdækning.
- Løbende bogføring, månedsafslutninger og støtte til årsafslutningen
- Koordinering af løbende økonomistatus til afdelingens ledelse
- Øvrige budget-, regnskabs- og administrative ad-hoc opgaver inden for affaldsområdet
Vi forventer, at du har erfaring med at arbejde med tal og økonomi, samt kan omsætte tungt juridisk stof til praksisnær anvendelse. Derudover forestiller vi os, at du har en relevant uddannelse inden for ha.jur., cand.polit., cand.merc. mv., eller HK med mange års erfaring. Det tæller som et plus, hvis du har erfaring inden for affaldsbranchen, eller et andet forsyningsområde. Vi anvender OPUS som regnskabssystem, så kendskab hertil er også en fordel.
Du er glad for at dykke ned i data, excel-ark, regnskaber og økonomisystemer. Du er fleksibel ift. arbejdsopgaver og påtager dig gerne store som små opgaver. Du er selvstændig og struktureret i din tilgang til opgaverne og god til at samarbejde med andre mennesker på tværs af faglighed og organisatorisk placering. Du har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af team Affaldsplan og Tilsyn, som varetager myndighedsarbejdet på affaldsområdet. Økonomiopgaven har været fordelt mellem flere afdelinger, hvor tyngden har ligget i Affaldsplan og Tilsyns teamet. Selv om opgaven nu samles i denne stilling, vil du have et netværk du kan spare med, herunder dine nærmeste kollegaer, som vil kunne lære dig op i den nuværende håndtering af affaldsområdet. Du vil også have samarbejdsrelationer til de øvrige medarbejdere i afdelingen for Miljø og Byggesag, samt den centrale økonomiafdeling.
Som afdeling tilbyder vi samtidig:
- En uformel omgangstone med fokus på god trivsel og faglig sparring
- Fleksibel arbejdstid, med mulighed for hjemmearbejde 1 dag ugentligt mandag eller fredag, hvis det passer med opgaveløsningen
- Muligheder for kompetenceudvikling
- Sundheds- og kantineordning
Vi er en del af direktørområdet By, Kultur og Miljø, som er centralt placeret på Rådhuset, sammen med hovedparten af kommunens administrative medarbejdere. Her er et dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af organisationen. Det vægtes og prioriteres højt, at vi har kendskab til hinanden og hinandens opgaver. Dette både i forhold til at stå stærkt sammen og for at medvirke til, at vi arbejder mod fælles mål på tværs af afdelingerne.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er til besættelse den 1. maj 2026 eller snarest muligt herefter. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest ved ansættelse.
Ansættelsesprocessen
Ansøgningsfristen er søndag den 1. marts 2026.
1. og evt. 2. samtale forventes afholdt i uge 11-12.
Vil du vide mere om stillingens indhold, kan du kontakte specialkonsulent Jacob Arp Fallov på tlf. 29200574. Har du øvrige spørgsmål er du velkommen til at kontakte afsnitsleder Annette Lyngbye på tlf. 21645414 eller afdelingschef Kim Dahlstrøm på telefon 46313401.
Arbejdstid: 37 timer
Arbejdssted: Roskilde Kommune, Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Roskilde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Roskilde kommune, Rådhusbuen , 4000 Roskilde
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-03-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/59599314-123d-4637-a5f3-691127109403