Politi leder efter kvinde efter knivoverfald

Profilbillede
dato

Politiet efterlyser vidner til knivstikkeri i Hyrdehøj ved Roskilde.

Midt- og Vestsjællands Politi fik mandag eftermiddag kl 14.15 melding om, at en 46-årig kvinde var blevet ramt af knivstik på en sti nær Hyrdehøj i Roskilde.

Kvinden blev alvorligt kvæstet som følge af knivstikket og er med helikopter bragt til behandling på sygehuset. 

Ifølge de foreløbige oplysninger blev hun overfaldet af en yngre kvinde, der beskrives med følgende signalement:
15-25 år, lys i huden og med langt sort hår. Hun bar en sort t-shirt med rød skrift samt sorte bukser. 
Kvinden undløb fra stedet efter knivstikkeriet. 

”Vi vil meget gerne høre fra alle, der før eller efter gerningstidspunktet har set en person, der svarer til beskrivelsen i den vestlige del af Roskilde. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om et eventuelt motiv til overfaldet”, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen. 

Politiet søger i øjeblikket i området med hunde og der er også tilkaldt kriminalteknikere til at undersøge gerningsstedet. 

Der er for nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger. Hvis man har oplysninger i sagen, skal man ringe 1-1-4.

 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi