Det er nu, man kan indstille kandidater til forebyggelsesprisen hos Midt- og Vestsjællands Politi
Midt- og Vestsjællands Politi uddeler hvert år politikredsens forebyggelsespris og der er nu mulighed for at indstille kandidater til prisen."Hvis man har kendskab til et projekt, et initiativ eller en ildsjæl, der gør en god indsats på forebyggelsesområdet, så er det nu, at man kan indstille vedkommende til prisen. Formålet er, at vi får sat fokus på det gode kriminalpræventive arbejde, der foregår i kommuner, boligselskaber, idrætsforeninger og mange andre steder", siger politidirektør Andreas Langsted.
Prisen kan gives til indsatser, der enten er med til at forhindre kriminalitet, eller som kan forebygge at bestemte persongrupper, unge såvel som ældre, kan blive ofre for forbrydelser. Bare projektet har hjemme i Midt- og Vestsjællands Politis område.
"Det er vigtigt arbejde, der fortjener et stort fokus. Prisen er vores forsøg på at give et skulderklap til dem, der driver de forebyggende projekter", siger politidirektøren.
Prisen uddeles ved et arrangement på Roskilde politistation i foråret 2027. Sidste år var det projektet "Ud af volden - ind i livet" fra Hegnetslund Krisecenter i Køge, der vandt for deres indsats for gennem rådgivning, vejledning og støtte at hjælpe mænd og kvinder, der har været udsat for vold i deres parforhold, til at komme godt videre.
Har man et forslag til et projekt, som politiet skal kende til, så kan det sendes til mvsj@politi.dk
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi