I Roskilde blev politiet først kontaktet kl. 17.29 af en 75-årig kvinde fra den centrale del af byen. Kvinden fortalte, at hun var blevet opsøgt af tre personer, to mænd og en kvinde, som viste interesse for hendes hus, der var til salg. De ønskede at se huset, men kvinden afviste dem og henviste dem til ejendomsmægleren. Hun låste døren, inden de kunne komme ind, men bemærkede, at de gik om i haven og forsøgte at kigge ind i huset.
Senere, kl. 18.25, blev en anden hændelse anmeldt af en 36-årig mand fra den nordlige del af Roskilde kommune. Han havde besøg af et rumænsk ægtepar, hvor manden ønskede at købe en højttaler, som den 36-årige havde sat til salg via Facebook. Manden testede højttaleren på meget høj lydstyrke, mens kvinden virkede meget interesseret i at studere lejligheden. Ægteparret forlod pludseligt stedet og kørte væk.
Politiet er usikre på, hvad personernes ærinde var i begge sager, men de opfordrer borgerne til at være opmærksomme på personer, der forsøger at skaffe sig adgang til folks bopæl.