Politiet retter slag mod narkosælgeres profiler på Snapchat

dato

Narkohandlen er flyttet over på sociale medier. Derfor forsøger politiet nu at stække narkohandlerne både i det fysiske og det virutelle rum.

I et forsøg på at stække narkohandlen under dette års Roskilde Festival går Midt- og Vestsjællands Politi nu målrettet efter at lukke ned for et større antal profiler på Snapchat.

Der er tale om indtil videre 234 profiler, som politiet går efter at få lukket hos udbyderen, fordi profilerne bliver brugt til at forhandle narkotiske stoffer.

"Når narkohandlen flytter over på de sociale medier, så bliver det nemt for sælgerne at få kontakt til køberne. Men det gør det også nemt for os i politiet at opdage de her profiler og lukke dem ned", siger politiinspektør Jacob Olsen.

Ved at lukke profilerne ned lige i starten af festivalen håber politiet at gøre det sværere for købere og sælgere at komme i kontakt med hinanden og dermed begrænse brugen af stoffer.

"Vi vil gerne gøre det så svært som muligt for folk at få adgang til de her skadelige stoffer. Vores håb er selvfølgeligt, at vi der er færre unge, der bliver tilbudt at købe stoffer som kokain, opioider, amfetamin og ketamin", siger Jacob Olsen.

Nedlukningen af profilerne på Snapchat foregår i et samarbejde ned National enhed for Særlig Kriminalitet, og sker sideløbende med den operative indsats, som Midt- og Vestsjællands Politi gennemfører ude på selve festivalpladsen.

"Målet er, at vi gør de unge bevidste om, at det ikke er uden risiko at købe og bruge euforiserende stoffer. Det skal alt sammen få dem til at tænke sig om en ekstra gang. For vi ser desværre, hvordan brugen at stoffer løber løbsk for mange, som ellers tror, at de har det helt under kontrol", siger Jacob Olsen.


Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Mest læste artikler