Roskilde: Mistænkelige mænd prajede bilister ved busstoppested

dato

På Lindeborgvej i Roskilde blev politiet kl. 16.30 kontaktet med en anmeldelse om to mænd, der stod i vejsiden ved et busstoppested og prajede trafikanter. En 42-årig mand fra Roskilde blev overtalt til at holde ind til siden, hvor mændene forklarede, at deres bil var løbet tør for benzin, og de manglede danske pengesedler.

Den 42-årige mand gik med til at hæve penge til dem og modtog rumænske pengesedler i bytte. Efterfølgende blev han i tvivl om sedlernes ægthed og kontaktede politiet, som vejledte ham til at kontakte sin bank mandag.

En politipatrulje runderede i området og traf en bil ved Gyldenkærnevej i Roskilde, der passede til beskrivelsen. I bilen sad to rumænske mænd, hvis identitet blev sikret. Der var dog umiddelbart ikke grundlag for at tilbageholde dem.

Politiet modtager mange anmeldelser om formodede svindlere, der forsøger at standse bilister under forskellige påskud, herunder salg af kopismykker. Politiet opfordrer derfor til ikke at holde ind ved mistanke om svindel.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi