Kl. 08.52 gav en patruljebils ANPG-udstyr (Automatisk NummerPlade-Genkendelse) besked til patruljen om, at en personbil på Jernbanegade ved Køgevej i Roskilde var forsynet med en nummerplade, der var meldt stjålet.
Patruljen fik kort efter uden dramatik standset bilisten ud for togstationen, hvorefter en mandlig passager skyndsomt forlod bilen. Føreren forblev i bilen og blev identificeret som en 37-årig mand fra Ballerup.
Han havde et kørekort, men udtalte, at han ikke vidste noget om en stjålet nummerplade, da han havde lånt bilen, men kendte ikke den reelle ejer. Politiet kunne nemlig konstatere, at der på bilen var to stjålne og i øvrigt forskellige nummerplader, som begge blev afmonteret med henblik på udleveret til rette ejer eller Motorstyrelsen.
Den 37-årige blev indledningsvist sigtet for kørsel i en uindregistreret og uforsikret bil, men blev kort efter sigtet også for både spiritus- og narkokørsel i bilen. Den rutinemæssige alkometertest gav udslag over det tilladte, og den efterfølgende narkometertest indikerede påvirkning af kokain under kørslen.
Politiet anholdt den 37-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Bilen blev forsynet med politistrimmel og en klistermærkat om, at ejeren skulle få bilen fjernet inden 48 timer. Det lykkedes umiddelbart ikke politiet at finde eller at få identificeret den mand, der forsvandt ind på togstationens område.
Stjålne nummerplader medførte flere sager
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi